Skibsfarten er en af de helt store udledere af drivhusgasser, når de sejler gods og passagerer på kryds og tværs af verdenshavene. Tænk nu, hvis man kunne fremstille et brændstof til skibe, der slet ikke påvirker atmosfærens CO2-indhold? Det er lige netop det, den danske SMV Kvasir Technologies har sat sig for.

Biobrændsel skal erstatte fossile brændstoffer i skibstransporten

Teknologiudviklingsselskabet Kvasir Technologies har udviklet en særlig teknologi til at producere biologisk råolie og udnytter dermed de store mængder uudnyttede land- og skovbrugsrester, der findes i verden. Råolien skal på sigt erstatte fossil olie som brændstof til tung transport.

”Vi omdanner ikke-spiselig biomasse som fx halm til biobrændsel til skibe. Vi trykkoger biomassen i alkohol ved en temperatur på 400 grader,” fortæller Joachim Bachmann Nielsen, adm. direktør og medstifter af Kvasir Technologies, og han fortsætter: 

”Vi har med stor succes bevist, at det kan lade sig gøre at producere biologisk råolie i forsøgsautoklaver og en pilotopstilling, der består at rustfrit stål og nikkellegeringer. Når vi opskalerer teknologien, kan vi med fordel finde billigere materialer til fuldskalaanlægget for at sikre, at vores proces fortsat er blandt de mest omkostningseffektive. 

Vi skal dog vælge materialerne, så der ikke er risiko for, at der opstår korrosion, slid og revnedannelser pga. den høje temperatur og risiko for urenheder fra biomassen”.

Kan overfladebehandling holde omkostningerne nede på fuldskalaanlæg?

I videnbroprojektet, Materialer til udvinding af biologisk råolie, der er støttet af Energy Cluster har Kvasir Technologies sammen med TRD Surfaces ApS og FORCE Technology undersøgt nedbrydningsmekanismer af stål og nikkellegeringer. Deltagerne har desuden undersøgt, hvilke metoder de kan anvende for at lave korrosionsmålinger, optimere materialer og dermed finde de bedst egnede materialer til fuldskalaprocesanlægget.

”Vi har brug for at finde løsninger med samme modstandsdygtighed overfor korrosion, slid og revner, som der er i vores forsøgsanlæg, men de skal gerne være væsentligt billigere,” forklarer Joachim Bachmann Nielsen. 

Her kommer SMV'en TRD Surfaces ApS, der producerer slidstærke og korrosionsbestandige overfladebehandlinger, ind i billedet. TRD Surfaces har leveret to forskellige ståloverflader med højt kromindhold, som blev testet i forsøgsautoklaverne.

”Vi havde en forventning om, at vores overflader ville have en effekt i de atmosfærer, de blev udsat for i projektet, og det var tydeligt at korrosionsbestandigheden blev bedre, når vi så på de behandlede emner, der var udsat for testen,” fortæller Mads Brink Laursen, direktør i TRD Surfaces ApS.

Kvasir vil tænke materialevalg ind i designfasen

For at få de forskellige løsningsmodeller testet udviklede FORCE Technology en korrosionstest, hvor små stykker overfladebehandlet og ubehandlet metal, også kaldet korrosionskuponer, blev sat ind i en forsøgsautoklave og dermed udsat for det hårde miljø. Resultaterne viste, at det er muligt at reducere omkostningerne til procesanlæggets materialer betragteligt ved at overfladebehandle metaller med løsninger fra TRD Surfaces.

”Resultater fra korrosionsmålingerne viste klart og tydeligt, at der er stor forskel på prøverne. Det har gjort os opmærksomme på, hvor vigtigt det er at adressere denne problemstilling allerede i udviklingsfasen og dermed tænke materialevalg og overfladebehandling ind i designfasen”, forklarer Joachim Bachmann Nielsen. 

Projektet kan åbne døre og gøre det lettere at tiltrække investorer

Det gennemførte projekt har givet en god videnbro mellem partnerne, og fremtiden tegner lysere for begge SMV'er.

”Vi har fået valideret, at vores overflader virker inden for et nyt segment, så den viden og de resultater kan vi bruge til at åbne døre til nye udviklingsprojekter,” siger Mads Brink Laursen. ”Det er et nyt område for os, og vi har fået vigtig viden om spændingskorrosion og vores overfladebehandlinger. Og så er vi bare altid begejstrede for at være med helt fremme i den teknologiske frontlinje og skabe relationer til nye potentielle samarbejdspartnere,” slutter Mads Brink Laursen, direktør for TRD Surfaces ApS.

Projektet viste, at eksponering af korrosionskuponer er særdeles værdifuldt, når der ikke findes korrosionsdata for lige netop Kvasirs proces. Derfor planlægger Kvasir også at indbygge korrosionskuponer i deres kommende anlæg, både for at kunne optimere materialevalget yderligere og for at kunne overvåge anlæggets korrosionsmæssige tilstand løbende.

Besparelsen ved at anvende lavtlegerede overfladebehandlede materialer kan blive ganske betragtelig, og det betyder, at vi får lettere ved at tiltrække investorer, når risikoen for korrosion og skader på anlægget er minimeret. Joachim Bachmann Nielsen, direktør og medstifter / Kvasir Technologies

Dermed er teknologiudviklingsselskabet endnu tættere på at kunne producere bio-råolie til skibsfarten, der vil være konkurrencedygtig med fossil olie.

Korrosionskuponer i forsøgsautoklave
Korrosionskuponer eksponeres i forsøgsautoklave under rotation i en nyudviklet holder.
Korrosionskuponer efter gentagen eksponering.