Øget brug af fjernmonitorering i sundhedssektoren kræver interoperabilitet af sundhedsdata i de elektroniske platforme.

20. marts 2019
Af Jeppe Pilgaard Bjerre

Vi lever længere. Og det er jo godt. Men det bringer også nye udfordringer i takt med, at størrelsen af ældrebefolkningen vokser, da de ældre udgør langt størstedelen af belastningen i hospitalsvæsnet - ofte grundet behandling af kroniske sygdomme. For at vort sundhedsvæsen skal kunne klare de udfordringer, som følger med den stigende belastning, er vi nødt til at tænke behandling på nye og mere effektive måder.

Patientovervågning via fjernmonitorering

En af måderne kunne være indlæggelse i eget hjem, hvor borgerens helbred kan overvåges ved hjælp af fjernmonitorering. Dette vil havde flere positive indvirkninger: Det er mindre stressende for borgeren at være hjemme frem for på hospital samt at de sengepladser, der er på sygehuset, i højere grad kan blive brugt af de borgere, som for alvor har behovet. Det medfører, at måling af sundhedsdata ikke længere nødvendigvis bliver foretaget af sundhedsfagligt personale, men af borgeren selv.

Altså vil der i fremtiden være et stigende behov for et system, hvor sundhedsdata skal kunne udveksles helt nede fra måleapparatet og op til de systemer, som behandlerne benytter. Det vil blandt andet kræve, at nye apparater nemt skal kunne tilsluttes eksisterende løsninger, data skal nemt kunne sendes rundt til forskellige behandlere samt sikre stor tillid til at data er retvisende.

Vi skal kunne stole på vores sundhedsdata

Tillid til de data, som vi er i berøring med i vores hverdag, bliver kun endnu mere vitalt, når vi ser på hvor stor en del af vores tilværelse, der kan blive påvirket af disse i større eller mindre grad. Et af de steder, hvor konsekvensen af misvisende data kan være enorm, er bl.a. når det kommer til sundhedssektoren. Der bør derfor ikke herske nogen tvivl om, at det er kritisk, at sundhedsdata håndteres på en måde, hvor fejlbehæftet data bliver skilt fra, samt at datastrømme er let tilgængelige for relevante parter.

Set med helt andre øjne er man også nødt til at have et system, hvor man ikke er afhængig af have leverandører af komplette løsninger for at sikre kontinuitet i driften i tilfælde af, at en enkelt part ikke længere kan eller vil levere deres service på de præmisser, som man tidligere har indgået en aftale om.

Udfordringen ved at havde mange parter i et stort system er blandt andet, at det bliver sværere at holde ordentligt styr på, hvem der levere og servicere de enkelte dele frem for, hvis man har kun en leverandør. På den anden side kan man så risikere at blive låst fast til en enkelt leverandør og derved være tvunget til at købe alle delkomponenter af systemet fra kun denne ene leverandør. Derved fravælger man, ufrivilligt, mindre leverandører, som muligvis har en enkelt komponent, der er bedre end den tilsvarende fra den store leverandør.

Med en højere gennemsnitsalder i befolkningen er det vigtigt, at man selv kan overvåge sit helbred i hjemmet med brug af fjernmonitorering. Det kræver blandt andet interoperabilitet af sundhedsdata i de elektroniske platforme.

Interoperabilitet er centralt

Det er her, at interoperabilitet (dvs. systemers evne til at kommunikere og samarbejde) bør komme ind i billedet, når man ser på kravene til større sundhedsdata systemer, specielt når der ses på måleapparaterne. Her er det en kæmpe fordel, hvis måleapparaterne kan kommunikere data på en standardiseret måde, således at alle der leverer dele til systemet, er klar over hvordan de skal forvente at modtage data samt hvordan disse er struktureret. Det vil dog være naivt at tro, at dette er en let opgave, da der er rigtig mange forskellige apparater plus mindst lige så mange forskellige typer data at håndtere samt flere forskellige interfaces til at kommunikere over.

Heldigvis findes der allerede adskillige værktøjer til at hjælpe med at løse sådanne udfordringer, hvor udgangspunktet bør ligge i standarder. Standarder kan være rigtigt tunge at dykke ned i første omgang. Det gør sig især gældende, når vi taler om standarder, der relaterer sig til sundhedsdata.

Imidlertid er det i mange tilfælde indsatsen værd, da det medvirker til, at andre aktører tydeligt kan se, hvad et givent system understøtter. Her er det vigtigt at huske, at en måling af for eksempel blodsukker ikke kun er et tal men et datasæt, der også indeholder konteksten for målingen, som fx hvad der er blevet spist siden sidste måling, hvor på kroppen målingen er foretaget, tidstempel osv. Alle disse parametre skal tænkes ind i en given løsning, for at man sikrer en ensartet generering af data. Dette bør gøres, for at både producenter ved, hvordan deres kommunikation skal opbygges, men også for at købere af disse systemer nemt kan se, om et apparat vil passe ind i deres nuværende infrastruktur, eller om det vil kræve ændringer.

Der findes heldigvis allerede en lang række internationale standarder for, hvordan dele af sådanne systemer kan opbygges. For apparater er der fx ISO/IEEE 11073 familien, som dækker en del almindelige instrumenter så som termometre, glukose- og blodtryksmålere. Kædes dette sammen med fx Bluetooth eller NFC, som begge har standarder for håndtering af sundhedsdata, har man en standardiseret løsning på den nederste del af målekæden, der er opbygget af veldefinerede komponenter.

Det er en smuk tanke, hvis man blot kunne benytte sig af velfunderede standarder, og dermed skulle alt være godt. Sådan er det desværre ikke i den virkelige verden. Det er naivt at tro, at man nemt kan opbygge et økosystem for sundheds-IoT, idet udviklingen af medicinsk udstyr er omkostningstungt og tager lang tid i forhold til almindelig forbrugerelektronik. Idéen om total plug-and-play er rigtig fin, men vi er ikke på et teknologisk sted, hvor dette er realistisk - slet ikke når vi tager patientjournalsystemer med i overvejelserne.

Flere bud på samlende platforme

Der findes dog nogle gode bud på platforme til at løse flere af disse udfordringer. Blandt andet har amerikanske Qualcomm Life løsningen 2net mHealth Platform, som dækker store dele af målekæden uden at skulle håndtere et hav af leverandører. Dette kan forkorte planlægnings- og implementeringsperioden samt fordelen af at kunne få support på store dele af systemet fra kun ét sted. Man vil dog ligge under for, at der kun er én leverandør til en stor del af systemet, og at man dermed gør en del af et offentligt system afhængig af en stor international koncern.

I den anden ende af skalaen findes løsninger som Continua. Dette er en international organisation, der arbejder på at opbygge en ramme for interoperabilitet i sundhedsdata ved at profilere eksisterende internationale standarder ind i en samlet guideline samt leverer værktøjer til at sikre, at et givent apparat overholder standarderne. Det er ikke den gyldne løsning, men et bud på hvordan man kan åbne systemer, så selv små virksomheder vil kunne byde ind med løsninger til store systemer, da snitfladerne mellem de enkelte systemdele er særdeles veldefinerede med åbne standarder.

Som elektronikudviklere har vi måske ikke den store mulighed for at påvirke den store verden, men vi har dog alligevel et ansvar for, at de produkter, vi er med til at udvikle, er funderet i en velovervejet vurdering af, hvordan et produkt bør være for bedst muligt at kunne løse en given opgave og engang imellem presse lidt på for at bringe nogle af de større visioner ind i vores design, således vi også bidrage til udviklingen på den lange bane.