FORCE Technologys ekspertise gør det muligt for MarineShaft i Hirtshals at reparere rorarrangementer og propellerudstyr on-site kloden rundt.

Det er enhver reders værste mareridt, når et fartøj ligger stille. For i skibsbranchen er tid lig med rigtig mange penge, og liggedage kan koste flere hundrede tusinde dollars om dagen. Derfor er det altafgørende for MarineShaft i Hirtshals at kunne handle omgående, når f.eks. en rorstamme er slået skæv.

Fra Hirtshals til Shanghai

Selv om MarineShaft er en mindre dansk virksomhed, har den højt specialiserede forretning kunder i hele verden. ”Vi lever af at kunne udføre skibsreparationer af høj kvalitet og med meget kort leveringstid. 

Derfor er dialogen med FORCE Technology og den hurtige service fra jer afgørende for, at vi kan hjælpe vores kunder, når et skib ligger stille. Vi har flere gange haft folk fra FORCE Technology med på svejseopgaver on-site, bl.a. i Tyskland, Kina og Shanghai”, siger Anders Jensen, der er managing director for MarineShaft Holding A/S.

MarineShaft udfører alle former for reparationer på propellerudstyr og rorarrangementer på værkstedet i Hirtshals, men altså også on-site i hele verden. Leveringstiden på nye dele til f.eks. et rorarrangement kan være flere måneder, så MarineShafts ydelser er efterspurgte. Men kundens problem kan være meget komplekst, og kravene til dokumentation af løsningen er høje.

Ekstraordinær sparring og uvildig part

Som sparringspartner på svejsning hjælper FORCE Technology bl.a. MarineShaft med at udarbejde nye svejseprocedurer og med valg af tilsatstråd. Vi udfører også ultralydsundersøgelser, gennemfører hårdhedsprøver og materialeprøver for Hirtshals-virksomheden.

Det er nemlig et krav fra klasseselskaberne, at en tredje og uvildig part udfører undersøgelserne og dokumenterer, at reparationerne er i orden og i henhold til selskabernes krav og regler.

”Hos MarineShaft har vi en dygtig stab af veluddannede maskinarbejdere, propellerspecialister og certifikatsvejsere. Men når opgaven f.eks. indebærer ekstraordinære svejseopgaver, så trækker vi på FORCE Technologys store ekspertise”, slutter Anders Jensen.