Succesfuld kostreduktion i vindmølleindustrien
PolyTech A/S skulle udvikle en ny måde at fremstille en komponent på. FORCE Technology hjalp med at verificere fremstillingsprocessen, så PolyTech A/S kan fortsætte med at levere produkter af meget høj kvalitet.
PolyTech A/S, der er underleverandør af komponenter til vindmølleindustrien, blev stillet overfor krav om at reducere omkostningerne på en velfungerende komponent til vindmøller – højere kvalitet til en lavere pris. Flytning af produktionen til deres kinesiske filial var oplagt for PolyTech A/S, da komponenterne alligevel skal anvendes i Østen.
Udover lavere lønomkostninger skulle en ny fremstillingsproces udvikles, som igen skulle verificeres, for at se om den levede op til kvalitetskravene.
Respekteret 3. part
”Vi havde brug for en uvildig 3. part til at teste og verificere, at det, vi udvikler og derefter får fremstillet på vores kinesiske fabrik, lever op til de ekstremt høje kvalitetskrav fra vores kunde. Vi valgte FORCE Technology, fordi I er en respekteret 3. part, og fordi I er oplagte, når det drejer sig om knowhow indenfor metallurgi”, siger Mads Kirkegaard, R&D Manager hos PolyTech A/S.
”Når vi igangsætter nye projekter – både i Østen og Danmark er risikoanalyse hjørnestenen. Vi skal på forhånd sikre os, at det ikke kan gå galt. Vi kan ikke bare sende en tegning derud og forvente et godt resultat.
Vi gennemgik derfor en risikoanalyse på den nye og noget mere komplekse fremstillingsproces sammen med FORCE Technology og fik hjælp til at spotte typiske fejlgruber. FORCE Technology tilbød serviceydelser præcis, hvor vi havde brug for dem. Vi har fået en målrettet ekspertise, der slog hovedet lige på sømmet”, fortsætter Mads Kirkegaard.
Program til kvalitetskontrol
”Vi fik hjælp til metaltekniske detaljer som f.eks. valg af materiale, varmebehandling, inline materiale kontrol og mekanisk prøvning. Ud fra hvad der er vigtigt for kvaliteten mht. de forskellige procestrin i fremstillingen, har vi opstillet et program til kvalitetskontrol, der giver maksimal sikkerhed for at levere velfungerende komponenter”, slutter Mads Kirkegaard fra PolyTech A/S.