Levering af dansk renluftsteknologi til nedbringelse af luftforureningen i Kina er nu aftalt mellem Tongfang Environment CO., Ltd. og FORCE Technology

Danske virksomheders potentiale for at drive forretning med kineserne er stort, særligt inden for renluftsteknologi, biomasse og affaldsforbrænding. Det stod klart, da en delegation med tre danske ministre i spidsen besøgte Beijings største kraftvarmeværk og overværede underskrivelsen af en strategisk vigtig kommerciel kontrakt mellem FORCE Technology og Tongfang Environment CO., Ltd. 

Kina har, som verdens største vækstøkonomi, et stort forbrug af energi og udleder store mængder farlige og forurenende kvælstof- og svovlforbindelser fra de mange kulfyrede kraftvarmeværker. 

Det kæmpe land mod øst står i nær fremtid over for en omstilling fra kul til grøn energi som f.eks. vindmøller og biomasse – og her kan mange døre åbne sig, så danske virksomheder kan bringe deres kompetencer og løsninger på banen over for kinesiske aktører på energi- og affaldsforbrændingsmarkedet, fortæller adm. direktør Nis Hansen fra FORCE Technology (Beijing) Co., Ltd.

Nis Hansen underskrev den nye aftale om levering af dansk renluftsteknologi til nedbringelse af luftforureningen i Kina. I den forbindelse havde han en længere samtale med miljøminister Kirsten Brosbøl, hvor de drøftede danske renluftsvirksomheders potentiale på det kinesiske marked som følge af den nye, strammere kinesiske regulering på luftområdet. 

Stort potentiale for grøn energi i Kina

”Det glæder mig, at vores kunde repræsenteret ved General Manager Leping Tang fra Tongfang Environment CO., Ltd. gav udtryk for, at de er meget glade for vores mangeårige samarbejde og ser frem til at intensivere det. Det er ligeledes positivt, at kineserne ser et potentiale for at samarbejde med danske virksomheder eksempelvis inden for biomasse og affaldsforbrænding”, udtaler Nis Hansen.

”Vi forventer at få flere og flere projekter i Kina. Med vores solide position på det kinesiske marked for renluftsteknologier og med vores mangeårige kompetencer fra det danske marked har vi et godt udgangspunkt til at indgå nye aftaler med nye kinesiske kunder inden for biomasse og affaldsforbrænding”, slutter Nis Hansen.