Fyring med biomasse frem for fossile brændsler giver større udfordringer i forhold til korrosion.

Fyring med biomasse giver større korrosionsudfordringer end fyring med fossile brændsler, delvist pga. biomassens anderledes kemiske komposition og især det høje indhold af klor og kalium

I forhold til korrosion kan biomasse- og affaldsfyrede kedler opdeles i tre zoner: brændselstilførslen (tragt osv.), højtemperaturzonen (forbrændingskammer, overheder osv.) og lavtemperaturzonen (konvektions-/economiserdelen osv.).

Hver af disse zoner er sårbar over for forskellige korrosionsmekanismer, men størstedelen af korrosionen forekommer i højtemperaturzonen, særligt omkring overhederne. Disse er ofte fremstillet af legeret stål, der indeholder krom, som danner et beskyttende kromiltelag på overfladen. Når røggassen indeholder klor og kalium, kan den reagere med metaloverfladerne, hvilket resulterer i nedbrydning af det beskyttende lag på overfladen.

I højtemperaturzonen er der tre almindelige korrosionsmekanismer: klorkorrosion, alkalisk korrosion og saltkorrosion. Gennem vores konsulentydelser og undersøgelser af skader på biofyrede anlæg har vi i FORCE Technology opbygget omfattende erfaring med disse og andre korrosionsmekanismer, som påvirker alle kedelområder, særligt i relation til temperatur, røggasflow, brændselstype og legeringstype.

På baggrund af denne erfaring gør FORCE Technology en målrettet indsats for at forbedre korrosionens forudsigelighed ved hjælp af en nyudviklet korrosionssonde, som er blevet anvendt i tests på Dansk Testcenter for Bioenergi til måling af korrosionsforhold i afbrændingen af træpiller. En række andre tests er også under udvikling.

Download hele artiklen