Anvender du en certificeret malingsinspektør, sikrer du dig, at overfladebehandlingen på din stålkonstruktion er vel udført og forbliver intakt og effektiv i lang tid. 

Derved kan du spare mange penge til dyre og vanskelige reparationsprocesser on-site. 

Hvis dit behov er vurdering af tilstanden af eksisterende overfladebehandlinger og efterfølgende reparationsmalinger, kan vi på tilsvarende vis hjælpe med til at du opnår optimal proces og kvalitet.

Beskyt din stålkonstruktion mod korrosion 

Vindmøller, broer og andre konstruktioner af stål er udsat for vejr og vind, som får dem til at korrodere og forkorter deres levetid. Maling og galvanisering anvendes til at beskytte ståloverfladen mod korrosionsangreb, men hvis disse belægninger ikke er påført korrekt, er beskyttelsen ikke effektiv.

Din malingsinspektør kan inspicere og godkende malearbejdet under procesforløbet. Ved inspektionen identificerer og påtaler vi eventuelle fejl og mangler, så overfladebehandleren straks kan rette dem. Herved sikrer vi en god beskyttelse af din konstruktion. 

Det er også langt mere økonomisk at rette fejlene under fremstillingsprocessen, end hvis det skal repareres senere i konstruktionens livsforløb. Dette gælder ikke mindst for offshore sektoren, hvor visse dele af konstruktionerne ofte ikke er mulige at reparere on-site, med risiko for forkortet levetid til følge.

Et udpluk af eksempler på fejl og mangler er:
  • For lav filmtykkelse af maling og/eller zinkbelægning
  • For høje saltkoncentrationer på ståloverfladen
  • Utilstrækkelig ruhed af ståloverfalden efter sandblæsning
  • Tørspray hvor malingen ikke løber sammen til en sammenhængende malingsfilm inden tørring
  • Utilstrækkelig rengøring af olie-forurening på overfladen
  • Maling blandet i forkerte forhold, eller opbevaret for koldt eller varmt
  • For høj luftfugtighed under malingspåføring
  • Skidt i malingen
  • Dårligt udført udstikning, så malingen ikke kommer ordentligt ind i alle de svært tilgængelige områder
  • Pinholes eller luftbobler i den udhærdede maling.

Intakt og korrekt udført malebehandling 

Malingsinspektionen starter allerede under forarbejdet, hvor vi bl.a. efterser stålkonstruktionen for skarpe kanter, som kan være svære at få tilstrækkeligt tykke lag maling på samt for overfladefejl, som kan hindre effektiv rengøring ved sandblæsning. Mængden af salte på overfladen kontrolleres også, da for høje niveauer kan medføre blærer i malingen på et senere tidspunkt.

Efter blæsning kontrollerer malingsinspektøren, at overfladen er ren og ruheden passende for god vedhæftning.

Temperatur og relativ luftfugtighed før, under og efter påføring påvirker også overfladebehandlingens holdbarhed. Derfor kontrolleres klimaet flere gange under processen. Dette er især vigtigt, når overfladebehandlingen foregår udendørs eller andre steder, hvor klimaet ikke kan styres.

En overfladebehandling er typisk bygget op af flere lag maling inklusive evt. en zink- eller aluminiumrig grunding. Mellem hvert lag samt efter sidste lag kontrollerer vi, at filmtykkelsen er korrekt, og at overfladebehandlingen er påført uden fejl, som kan forringe dens evne til at beskytte konstruktionen. 

En overfladebehandling beskytter kun så længe, den er intakt og hæfter til ståloverfladen, og derfor kontrollerer vi vedhæftningsegenskaberne af den fuldt udhærdede overfladebehandling - oftest på fremstillede prøveplader.

God inspektion sikrer, at din overfladebehandler har udført sit arbejde korrekt uden mangler og har fulgt specifikationerne, så din stålkonstruktion - uanset om det er en vindmølle, en bro, en tank eller noget helt fjerde - er optimalt beskyttet mod nedbrydning ved korrosion.

Certificeret og professionel inspektion

FORCE Technologys inspektører er alle FROSIO-certificerede (NS 476) og uafhængige. Dette sikrer en upartisk og professionel kontrol af din modtagne overfladebehandling.

Inspektionerne har udgangspunkt i relevante normer og standarder for overfladebehandling, for eksempel DS/EN ISO 12944, DS/EN ISO 1461 og NORSOK M-501 samt de krav, du har stillet til overfladebehandlingsarbejdet i dine specifikationer.

Med en tredieparts inspektion af det udførte arbejde sikrer du dig en holdbar og varig beskyttelse mod korrosion.

Kontakt os, hvis du har spørgsmål til malingsinspektion eller har behov for at få inspiceret dit malearbejde.