Vi tilbyder uvildig rådgivning og udfører tekniske, økono-miske og miljømæssige undersøgelser inden for fyring med faste brændsler, herunder biobrændsel og affald. 

Vi er i løbende faglig dialog med energi- og miljømyndighederne i Danmark, og vores viden sikrer et retvisende beslutningsgrundlag i forbindelse med bl.a. lovgivningsarbejde og tilskudsprogrammer.

Danmark er blandt forgangslandene i verden når det gælder en fokuseret politisk indsats for at fremme brugen af vedvarende energi og derved erstatte fossile brændsler med bioenergi, vindenergi og andre CO2-neutrale energiformer. Målet er at gøre Danmark uafhængigt af fossil energi i 2050. 

Teknologiudvikling og effektivisering skal sikre målene  

For at nå de ambitiøse mål er vi afhængige af fortsat fremgang og effektivisering inden for anvendelse af blandt andet biomasse som energiform. Det kræver en strategisk og fokuseret indsats politisk samt en fortsat teknologiudvikling i industrien.

Det er derfor vigtigt at beslutninger omkring lovgivning samt offentlige tilskud og støtteordninger træffes på baggrund af ordentlige tekniske, økonomiske og miljømæssige undersøgelser.

Uafhængig rådgivning og ekspertviden inden for biomasse og affald

Med baggrund i vores mangeårige erfaring indenfor biomasse og affald tilbyder vi rådgivning til offentlige myndigheder og gennemfører undersøgelser og udredninger i relation til faste biobrændsler og fast affald.

Vores ydelser omfatter blandt andet: 
  • Rådgivning om energiplanlægning og potentialer for faste brændsler
  • Udarbejdelse af statistikker, herunder undersøgelse af forbrug af brændsler samt tilhørende markeder og teknologier f.eks. for brænde og træpiller
  • Markedsundersøgelser/-studier enten nationalt eller internationalt med fokus på teknologi, geografi, behov, tidligere udvikling, rammevilkår osv., som giver viden om markedsudvikling, vækstprognoser, prisudvikling, standarder, politiske rammevilkår og lignendeRådgivning om forskning og udvikling inden for energiteknologi, herunder især biomasse og affald) i forbindelse med afklaring af udfordringer eller som beslutningsgrundlag i forbindelse med tilføjelser eller fornyelse af lovgivning og tilskudsprogrammer
  • Repræsentation i tekniske netværk, nationalt som internationalt 
  • Drift af og medvirken ipartnerskaber, hvor myndigheder i samarbejde med en given branche drøfter rammerne for ny lovgivning.

Fokuseret politisk og økonomisk støtte

En del af den offentlige støtte til udviklingen inden for produktion og udvikling af de vedvarende energiformer er målrettet teknologiudvikling. Blandt andet støttes udviklings- og demonstrationsprojekter inden for vedvarende energi gennem det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) og Miljøstyrelsen tilsvarende Miljøteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP).  

Vores viden understøtter både myndigheders udvikling af programmer og virksomheders deltagelse i støttede projekter. 

Vores kompetencer inden for rådgivning og undersøgelser om bioenergi og affald

Vi er eksperter inden for bioenergi og har gennem årtier fungeret som rådgiver for danske virksomheder og energi- og miljømyndigheder. Vores tætte samarbejde med danske og internationale virksomheder, netværk og myndigheder sikrer, at vi kan kombinere erfaringerne med den nyeste viden om brændsler, fyringsteknologi og restprodukter.

Vi har stor erfaring med teknologiudvikling og deltager i danske og internationale udviklingsprojekter med det formål at optimere teknologier, processer og implementering inden for forbrænding og forgasning. Internationalt repræsenterer vi Danmark i IEA Bioenergy Task 32 Biomass Combustion and Co-firing og Task 33 Thermal Biomass Gasification.