Hav fokus på sikkerheden, når du lejer lifte og entreprenør-maskiner. Vælg de udlejere, vi har certificeret eller som benytter sig af de værksteder, vi har godkendt.

Kontrolordning giver ekstra sikkerhed for lejer

Maskiner og lifte, der er underlagt Maskinkontrolordningen eller Liftkontrolordningen, er identificeret med et mærke, som indikerer, at der er særlig kontrol med den pågældende maskine. Det er din sikkerhed for, at maskinen bliver gennemgået for sikkerhedsmæssige fejl, og at maskinen virker, som den skal.

Alle maskiner, der bærer Maskinkontrolmærket eller liftkontrolmærket, får gennemgået et grundigt sikkerhedseftersyn mindst en gang om året. Sikkerhedseftersynet gennemføres af værksteder, der er godkendt under ordningen. Dette giver lejere af entreprenørmaskiner og lifte sikkerhed for, at udstyret er sikkert at anvende.

Mange ting kan gå galt, hvis maskiner ikke efterses på en forsvarlig måde. Alle godkendte værksteder gennemgår maskinerne efter fabrikantens anvisninger, så alle maskinens funktioner virker, som de skal. Herudover justeres og efterspændes alle dele i overensstemmelse med fabrikantens specifikationer.

De mest almindelige maskiner og lifte, der hører ind under ordningen er:
  • Dumpere
  • Læssere
  • Traktorer
  • Teleskoplæssere med eller uden platform
  • Personlifte
  • Gravemaskiner
  • Rendegravere
  • Stilladser
  • Forskalninger.
Symbol for Maskinkontrolordningen
Symbol for Liftkontrolordningen

Stikprøver kvalitetssikrer værkstederne

FORCE Technology er udpeget af Materielsektionen under Dansk Byggeri til at kontrollere, om de godkendte værksteder lever op til kravene. Ved kontrollen undersøger vi bl.a. om værkstedet har de nødvendige specifikationer til rådighed, og om værkstedet anvender kalibreret måleudstyr. 

Ud over kontrol af de godkendte værksteder gennemfører vi stikprøver på 3 % af alle de maskiner, der har været igennem et eftersyn hos værkstedet. Det er med til at kvalitetssikre værkstedernes arbejde.

Gylden smiley hjelm til eliteværksteder

Nu har Dansk Byggeris Materialesektion valgt at uddele en gylden smiley hjelm til de værksteder, der tre gange i træk opnår en glad smiley, når FORCE Technology kommer på det halvårlige kontrolbesøg.

Læs nyhed om uddeling af de første gyldne hjelme til eliteværksteder.

DRA certificeringen giver yderligere tryghed

Virksomheder der udlejer entreprenørmaskiner, personlifte, skurvogne, pavilloner, forskalling, stilladser, arbejdsplatforme, løftegrej eller elektrisk håndværktøj kan opnå en DRA certificering, hvis de opfylder en række kvalitetsledelsesmæssige krav inden for følgende områder:
  • Kvalitetsstyring
  • Miljøstyring
  • Arbejdsmiljø.
Ved at vælge en DRA certificeret udlejer af materiel er der sikkerhed for, at materiellet har været underlagt et omfattende sikkerheds- og kvalitetseftersyn på et godkendt værksted en gang om året. Herudover anvender udlejere systematiserende arbejdsgange og processer i forbindelse med hele udlejningsprocessen:
  • Modtagelse efter udlejning
  • Gennemgang og rengøring
  • Klargøring af materiel
  • Modtagelse af ordre
  • Klargøring til udlejning.
DRA certificerede virksomheder har herudover et system til at registrere eventuelle afvigelser i deres forretningsgang.

Som DRA certificeret udlejer er du forpligtet til at arbejde med miljøforbedrende tiltag. Du kan have fokus på energiforbruget fra bygninger og håndtering af farligt affald, eller på miljørigtigt udlejningsmateriel som f.eks. entreprenørmaskiner med partikelfilter og biologisk nedbrydelig hydraulisk væske.

Som udlejer skal du sikre, at indkøbte varer og tjenesteydelser lever op til din miljøpolitik, og du skal have en tydelig og velformuleret beredskabsplan i tilfælde af miljøuheld. Målsætningen med miljøstyringen er at sikre en høj grad af ansvar og etik i omgangen med ressourcerne og miljøet. 

DRA certificerede udlejere skal have en arbejdsmiljøstyring, som bl.a. skal indeholde procedurer for omgang med kemikalier, en rygepolitik og en garanti for, at de ansatte altid har relevante værnemidler til rådighed. Herudover skal alt udstyr og materialer, der anvendes af udlejeren selv, gennemgå løbende kontroller og undersøgelser.