Vil du udvikle din faglighed inden for inspektion og kalibrering? Og har du lyst til at blive en del af det team, der sikrer sikkerheden i forlystelser landet over? Så er du måske vores nye inspektør.

Til vores team for kalibrering og inspektion søger vi en dygtig og pålidelig kollega til inspektion af forlystelser, kontrol af spil og kalibrering af vægte. Du har en relevant teknisk uddannelse og et bredt kendskab til materialer, el, elektronik, pneumatik og hydraulik.

Kunden og din faglighed er i fokus

Dit kommende team er førende inden for kalibrering på flere parametre og førende inden for kalibrering af vægte og inspektion af spil og forlystelser i Danmark. Holdet består af mere end 20 højt kvalificerede medarbejdere, hvoraf nogle arbejder på laboratorierne i Brøndby og Vejen, mens andre er udekørende teknikere.

I FORCE Technology er høj faglighed kernen i vores forretning, og du bliver derfor sikret en grundig oplæring. I oplæringsfasen er du på kundebesøg sammen med en af dine kollegaer. Dine hovedopgaver bliver inspektion og godkendelse af store og små forlystelser, kontrol af spil og kalibrering af vægte. Vores kunder spænder bredt, primært inden for forlystelser og tekniske industrier, og du kan forvente et tæt samarbejde med kunderne.

Selvstændig inspektør med faglig integritet

Da du som hovedregel er udekørende hos kunder, kræver stillingen stor selvstændighed, og det er vigtigt, at du på struktureret vis kan planlægge din arbejdsdag. Vores kunder anser os som eksperter på området, og for at lykkes med dine opgaver er det afgørende, at du har høj faglig integritet og god kundeforståelse.

Vi forestiller os, at du matcher denne profil:

  • Du kan være fx maskinmester eller flymekaniker eller have en anden relevant teknisk baggrund
  • Du har kendskab til kvalitetssystemer, akkreditering eller certificering
  • Det er en fordel, hvis du har kendskab til inspektion og/eller kalibrering, men det er ikke et krav
  • Du har gode IT-kundskaber og arbejder ubesværet i Word og Excel (Office-pakken)
  • Du har kørekort til personbil
  • Du evner at formidle en kompleks teknisk problemstilling på en letforståelig måde og kan formulere dig klart i skrift og tale.

Du bliver tilknyttet vores kontor i Brøndby, men langt det meste af tiden kommer du til at køre ud hjemmefra til kunder på hele Sjælland. Det kan dog til tider være nødvendigt at løse arbejdsopgaver i den øvrige del af landet.

Vi kan tilbyde en unik arbejdsplads med meget stor alsidighed i fagligheder og opgaver. Vi arbejder for at gøre verden mere bæredygtig og sikker, og som Godkendt Teknologisk Serviceinstitut er vi en central del af teknologiudviklingen i Danmark. Du vil blive mødt af 1.000 ildsjæle, der hver dag arbejder for at gøre størst mulig gavn for erhvervsliv og samfund. Hverdagen er præget af travlhed, høj faglighed, nysgerrighed og humør i en uformel omgangstone. 

Noget for dig?

Hvis du mener, at jobbet er noget for dig, så send din ansøgning allerede i dag og senest d. 20. januar 2022. Vi behandler ansøgningerne løbende og indkalder kandidater til samtale undervejs.

Du søger jobbet på Jobindex. Følg linket i boksen til højre.