Kender du til røntgenbaserede målesystemer? Så er det måske dig, vi mangler!

Forretningsområdet Digital Asset-Integrity Solutions har 40 medarbejdere, som beskæftiger sig med salg, udvikling, produktion, installation og service af komplekse røntgenmålesystemer og avancerede ultralydssystemer. Vores produkter afsættes i det globale marked til kunder i mange brancher.

Vi søger en specialist til udvikling af primært røntgenbaserede målesystemer.

Kernen i systemerne er sofistikerede måleprincipper, der ofte er nytænkte og kombineret med specialudviklet mekanik og skannersystemer. Dette har givet os en stærk nicheposition på det globale marked, hvor vores produkter primært afsættes inden for fremstillings- og procesindustrien. 

En del af et fagligt stærkt team

Du vil blive en del af et team, som primært udvikler og implementerer vores specialtilpassede røntgenbaserede målesystemer og specialudstyr. Derudover deltager teamet også i teknologi- og udviklingsprojekter inden for vores forsknings- og innovationskontrakter samt rumfartsaktiviteter.

Dine opgaver bliver projektbaserede, og du kommer til at deltage i alle faser af et projektforløb fra afklaring, specificering og udvikling til dokumentation og aflevering. Projekterne afvikles både nationalt og internationalt, og projektledelse er en mulighed.

Du vil komme til at arbejde tæt sammen med kolleger, der har stærke kompetencer og viden inden for:

  • industrielle målesystemer med databehandling i realtid
  • instrumentering og detektorsystemer
  • ioniserende stråling
  • materialer og mekaniske systemer
  • SW-implementering af automatiske analysesystemer, specialtilpassede brugerflader og systemintegration.

Din profil

Du har en naturvidenskabelig kandidatgrad - måske også en ph.d. - og vi ser gerne, at du har flere af følgende kvalifikationer:

  • En god matematisk/fysisk forståelse og erfaring med røntgenbaseret måleudstyr i sammenhæng med NDT, CT, sikkerheds - eller medicinske applikationer
  • Erfaring med C/C++ til forskellige indlejrede PC-platforme med Microsoft Windows
  • Erfaring med simulering, rekonstruktion og implementering af fx vision-løsninger (defect/pattern recogniti-on/visualisation)
  • Specialviden om SW-implementering af automatisk analyse af større datamængder fx med baggrund i behandling af vision-data
  • Gode engelskkundskaber, da vi udarbejder al dokumentation på engelsk.

Personlige egenskaber

Vi forventer, at du:

  • er struktureret, analytisk og systematisk af natur og løsnings- og teamorienteret i din tilgang til opgaver, og at du samtidig evner at stå alene med din særlige ekspertise
  • sætter ambitiøse mål for dig selv og er i stand til at arbejde selvstændigt og målrettet og bevare fokus og overblik, når deadline nærmer sig
  • trives med nye udfordringer og er parat til at påtage dig ansvar
  • tænker i kvalitet, er godt orienteret i moderne teknologier og løsninger, og at du kan anvende din viden selvstændigt og kreativt og stadig fastholde mål og løsning.

Kom med på holdet i en international virksomhed

Vi kan tilbyde en unik arbejdsplads med et dynamisk arbejdsmiljø, hvor der er gode muligheder for at udvikle sig fagligt og personligt i samarbejde med højt kvalificerede og engagerede kollegaer. 

Som Godkendt Teknologisk Serviceinstitut er vi en central del af teknologiudviklingen i Danmark og ikke mindst formidlingen heraf. Du vil derfor blive mødt af mere end 1.100 ildsjæle, der hver dag arbejder for at gøre størst mulig gavn for erhvervsliv og samfund. Hverdagen er præget af travlhed, nysgerrighed og godt humør i en uformel omgangstone. 

Noget for dig?

Hvis du mener, at ovenstående er noget for dig, så send din ansøgning allerede i dag. Vi behandler ansøgningerne løbende og indkalder kandidater til samtale undervejs.

Du søger jobbet på Jobindex. Følg linket i boksen til højre.