2020 markerer 80-året for FORCE Technology. Vores historie er også historien om den teknologiske udvikling i dansk industri.

25. oktober 2020

Det startede med to svejsede dampkedler fra Schweiz. De kom til Danmark i 1938 med myndighedernes tilladelse, fordi den schweiziske maskinfabrik kunne dokumentere, at kedlerne var blevet røntgenfotograferet og godkendt. Det fik den danske industri op på dupperne, for hvorfor kunne vi ikke røntgengodkende kedler i Danmark?

To år senere, d. 25. oktober 1940, blev Svejsecentralen stiftet, og kimen til FORCE Technology blev lagt. Den lille virksomhed, der for 80 år siden voksede ud af behovet for at røntgenfotografere og godkende svejsninger af dampkedler, er i dag en stor og sammensat forretning. Vi har 16 forretningsområder, 1.100 ansatte og aktiviteter i mange lande. Hver år betror tusindvis af kunder os deres produkter, materialer eller strukturer og følger vores rådgivning. 

Historien om FORCE Technology er også historien om den teknologiske udvikling i dansk industri. Vi har siden begyndelsen hjulpet virksomheder gennem store teknologiske transformationer: Fra olieeventyr til vindmøller. Fra mennesker ved samlebånd til robotteknologi. Og vi har sat vores fingeraftryk på så forskellige teknologier som Hubble-teleskopet og den første danske insulinpumpe.

Som GTS-institut er vi samtidig en vigtig del af rygraden i det danske innovationssystem, og vi er med til at accelerere dansk innovation og styrke dansk konkurrenceevne – i disse år med særligt fokus på digitalisering og grøn omstilling.

På grund af corona-pandemien er fejringen af jubilæet udskudt til 2021. Men vi vil allerede nu gerne sige tak til alle de kunder og samarbejdspartnere, der sammen med os har været med til at drive den teknologiske udvikling fremad gennem de seneste 80 år.

Fotografering med et 1-polet røntgenrør
Svejsecentralens første røntgenapparat fra 1940 var stort og vanskeligt håndterbart. Der var én ingeniør og én tekniker på hvert røntgenhold.