Resultater fra projektet Forbrugerprodukter med avancerede materialer
Her finder du resultater fra og yderligere information om projektet Forbrugerprodukter med avancerede materialer.
Målet med dette 3-årige resultatkontraktprojekt er at lære om 3D metalprint og at blive opdateret på nye overflader. Vi vil lave demonstrationsprojekter om nye produkter, og få fingrene godt ned i materialeteknologien bag dem.
Hvordan gik det med projektet i 2016 er gået, og hvad vi planlægger for resten af 2017.
Vi talte med alle, vi kunne finde
I 2016 besøgte vi, eller havde besøg af 29 virksomheder og aktører indenfor 3D print og nye overflader. Vi var til 11 tekniske seminarer og konferencer. Der blev kort sagt samlet viden og bygget netværk!Vi deltog bl.a. på DSL´s Svejse- og NDT seminar på Koldingfjord, og det kom der denne artikel om "Additiv fremstilling i dag" ud af, som du kan læse i "Svejsning" på side 23-24.
Demonstrationsprojekt med Grundfos: Polering af 3D print
Vi havde et projektsamarbejde med Grundfos, omhandlende metoder til polering af 3D printede emner i rustfrit stål.Herunder ses overfladen på et emne efter 24 timers vibrationsafgratning.

Sportsteknologi workshop i Parken
Vi afholdt i samarbejde med IPU og IDA Materials en workshop om Sportsteknologi, som blev fuldt booket.Præsentationerne fra dagen er lagt op som webinarer.

2017 – mere af det hele tak
I det kommende år har vi bl.a. et projekt undervejs med virksomheden Alexiou & Tryde.Vi skal måle effekten af overfladebelægninger på funktionsevnen af 3D printede konvektionskølere.

Derudover skal vi have flere demonstrationsprojekter. Vi skal have et endnu bedre overblik over 3D print og nye overflademodificeringer, og vi skal være aktivt involverede i produktudviklingsprojekter.
Desuden skal vi engagere studerende i spændende projekter.
Kontakt os endelig, hvis du vil vide mere om projektet eller har gode ideer til demonstrationsprojekter.