Danske importører og eksportører af mundbind, som vælger at få testet deres produkter hos ikke-akkrediteret testlaboratorier, risikerer grundet skærpede EU-anbefalinger at stå med ubrugelige dokumenter og mundbind, der strander i tolden. 

22. oktober 2020

Grundet Corona-krisen produceres og importeres der i øjeblikket rigtig mange ansigtsmasker og mundbind til det danske marked. 

Hos GTS-instituttet FORCE Technology, som tilbyder akkrediteret test af mundbund via et europæisk partnerinstitut, oplever de desværre jævnligt danske producenter og importører, som ikke kan få deres mundbind ind i landet eller mister store ordrer. 

Afdelingschef i Produkttest og kemisk analyse, Henrik Lindeløv fortæller: 

Der er mange om buddet i øjeblikket. Og vi ser desværre flere eksempler på virksomheder, som allerede har fået deres produkt testet enten af et europæisk eller endda dansk laboratorium, som så viser sig ikke at være fuldt akkrediteret til de pågældende tests. For kunden betyder det, grundet EU-kommissionens skærpede anbefalinger, at deres produkt risikerer at strande i tolden. Det er selvsagt problematisk for den enkelte virksomhed, men det forsinker faktisk også forsyningen af mundbind til det danske marked.” 

Ubrugelige dokumenter kan være en dyr fornøjelse 

Grundet en større mængde forfalsket og tvivlsom dokumentation på mundbind, anbefaler EU-kommissionen brugen af akkrediterede testlaboratorier. Er dokumentationen tvivlsom kan man som importør risikere, at ens produkt strander i tolden, og der også opstå problemer i forhold til enten kunden eller producenten. 

Hvis der eksempelvis opstår uenighed mellem importør og producent omkring produktets kvalitet, vil man til enhver tid stå stærkere med en akkrediteret testrapport som dokumentation.

Henrik Lindeløv uddyber: 

Vi har set eksempler på kunder, som står med et produkt, hvor der er uoverensstemmelser mellem resultaterne af en ikke-akkrediteret test fra producenten og en akkrediteret test udført som leverancekontrol eller markedskontrol, hvilket resulterer i at produktet ikke kan sælges på det danske marked. Det kan koste rigtig mange penge for importøren.

Akkrediteret test sikrer kvalitet og markedsadgang

De blå mundbind, som lige nu anbefales af Sundhedsstyrelsen i forhold til COVID-19, skal være CE-mærkede før de må sælges i EU, herunder i Danmark. CE-mærket er vigtigt for den enkelte borgers sikkerhed for, at det pågældende produkt er sikkert at bruge og at det rent faktisk virker efter hensigten.

Grundet store mængder af forfalsket testdokumentation, så anbefales det derfor fra EU-kommissionens side at man sikrer at testene er udført af et akkrediteret testlaboratorium.

En akkrediteret test sikrer borgerne, at det produkt, de står med i hånden, faktisk lever op til kravene i standarden, og at det derfor virker, som det skal. Da langt de fleste toldere i EU er bekendte med kommissionens anbefalinger, så har den akkrediterede test en anden funktion. Den skal nemlig være med til at sikre, at produktet overhovedet slipper igennem tolden.