FORCE Technology og DTU har indgået samarbejdsaftale om gensidig brug af testfaciliteter og kompetencer til storskala mekaniske test af kæmpe komponenter. Samarbejdet, som omfatter avancerede testanlæg, skal være med til at sikre Danmark en international førerposition som testland.

I takt med at stadig større og teknisk avancerede ingeniørkonstruktioner så som broer og vindmøller finder vej fra tegnebrættet til virkeligheden, oplever DTU og FORCE Technology et stigende behov for at få udført megatest under realistiske forhold på verdensklasseniveau.

FORCE Technology og DTU har derfor indgået aftale om gensidig brug af parternes kompetencer, faciliteter og testudstyr til mekaniske test af kæmpeemner. Med aftalen er det muligt at tilbyde højtprofilerede danske og internationale kunder en sammenhængende adgang til unikke testfaciliteter og knowhow om afprøvning af materialer og konstruktioner.

Aftalen er et centralt led i samarbejdet mellem DTU og FORCE Technology og en styrkelse af deres position som frontløbere indenfor det teknologiske videnmiljø. Samtidig ønsker parterne, at samarbejdet kan være medvirkende til at sikre Danmarks rolle som førende testland på et internationalt niveau.

Robusthed af kæmpestrukturer

Samarbejdsaftalen omfatter FORCE Technologys Lindoe Component and Structure Testing og DTU’s Villum Center for Advanced Structural and Material Testing. Aftalen giver partnerne adgang til høj faglige viden og praktiske testfaciliteter med avanceret udstyr. Eksempelvis et 900 m3 stort klimakammer, hvor kæmpe komponenter, konstruktioner og funktionssystemer kan testes i et realistisk, atmosfærisk havklima med temperaturudsving, fugtpåvirkning og salttåger.

I praksis betyder aftalen, at der på dansk grund kan udføres ikke bare storskalatest men også megatest af kæmpe testemner. Det omfatter levetidstest, robusthedstest, og funktionstest af fx vindmølletårne, elmaster, brodele, store mekaniske komponenter eller produktionsudstyr.

"Vores fælles testfaciliteter er ikke bare ekstremt fleksible men også understøttet af et forskningsmiljø i verdensklasse – hvilket muliggør opbygningen af skræddersyede test-setups og løsning af krævende opgaver – både hvad angår den egentlige prøvning og den efterfølgende tolkning,” siger Henrik Stang, Centerleder, Villum Center for Advanced Structural and Material Testing, DTU.

Strategisk samarbejde mellem GTS, uddannelse og forskning

Samarbejdsaftalen sikrer, at parterne fremadrettet opretholder et unikt viden- og testmiljø, hvor forskning og teknisk viden kombineres med praktiske kompetencer indenfor mekaniske test. Dermed udbygges det strategiske samarbejde mellem de danske GTS-institutter og universiteter, der tiltrækker udenlandske virksomheder og sikrer danske virksomheder nærhed til en sammenhængende indgang til excellente miljøer.

"Det er en central del af FORCE Technologys strategi at indgå i samarbejde med excellente videnmiljøer og sikre dansk industri adgang til et sammenhængende udbud af unikke faciliteter. Som uvildigt og uafhængigt GTS-institut er det essentielt for os at opretholde og udvikle en teknologisk infrastruktur af testfaciliteter til gavn for samfund og erhvervsliv. Sammen med DTU Villum Center har vi skabt vi et stærkt forsknings- og GTS-samarbejde om testfaciliteter af en helt speciel kaliber,” udtaler Juan Farré, CTO hos FORCE Technology.