Den 25. august 2020 træder standarden ”DS 21001 – Ledelsessystem for jernbanesikkerhed – Infrastrukturarbejde – Krav” i kraft og danner grundlag for deltagelse i Banedanmarks kommende udbud og kontrakter.

Standarden medfører, at alle virksomheder, der deltager i udbud fra Banedanmark efter 25. august 2020 om opgaver med jernbanesikkerhedsmæssigt indhold, skal kunne dokumentere, at de lever op til standarden. Dvs. de skal kunne dokumentere, at de lever op til kravene for opgaver, der indbefatter egen sikkerhedsledelse. Dette gøres lettest med et certifikat, der dokumenterer, at virksomhedens ledelsessystem er certificeret, og det vil være gyldigt i tre år.

Standarden omfatter alle de leverandører, der beskæftiger sig med jernbanesikkerhedsmæssige ydelser, dvs. arbejde på, i eller ved sporet. Her kan fx nævnes køretøjer til reparation af skinner, svejsearbejde på skinnerne, reparation og udskiftning af sporskifter, etablering af kørestrømsanlæg og beskæring af planter langs banen. Dokumentationen af sikkerhedsledelsessystemet etableres for at undgå ulykker, som involverer mennesker og materiel.

Hvis leverandøren i forvejen er certificeret i henhold til fx ISO 9001, 14001 eller 45001 dvs. kvalitets-, miljø- eller arbejdsmiljøledelse, eller er godkendt af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen efter bekendtgørelse 147 er virksomheden allerede meget langt i forhold til at opfylde kravene i DS 21001.

Har din virksomhed brug for at vide mere om, hvordan I er stillet efter DS 21001 træder i kraft, så kontakt Chefkonsulent Jens Ulrik Hansen, som har deltaget i udarbejdelsen af DS 21001.