Et projektsamarbejde mellem DTU Diplom, Agile Automotive og FORCE Technology satte fokus på nytænkning af et stål-sikkerhedsbur til en dansk produceret racerbil. Resultatet blev et mere avanceret og optimeret design i en kulfiberbaseret komposit. 

26. november 2018

Projektet var den afsluttende del af Diplomingeniør Jesper Kjær Jørgensens afgangsprojekt fra DTU Diplom. Jesper Kjær Jørgensen, der har været ingeniørpraktikant hos FORCE Technology og i den forbindelse stiftede bekendtskab med både Industriens Kompositlaboratorium (IKL) og Agile Automotive, øjnede muligheden for at optimere på sikkerhedsburet til Agile Automotives racerbil. Et designprojekt som gik fra en traditionel stålkonstruktion til et mere nytænkende fiberkomposit-koncept. 

Designudviklingen foregik i tæt samarbejde mellem DTU Diplom og Industriens Kompositlaboratorium. Det primære design blev udviklet af Jesper Kjær Jørgensen med skitsering og derefter endeligt designkoncept i Solidworks som er et CAD-program (CAD – Computer Aided Design). Udviklingen skete med god sparring fra DTU vejleder fra Konstruktion og Designlinjen - Christian Kim Christiansen, og fremstillings- og materialeorienteret sparring med kompositspecialister fra FORCE Technology. 

Vejleder ved DTU Diplom Christian Kim Christiansen fortæller: ”Det er noget særligt at opleve succes for den studerende, ved uddannelsens afslutning. En fortjent succes opnået igennem udfordrende valgkurser og simuleringer. Slutresultatet bidrager med ny viden til FORCE Technology og giver bl.a. mulighed for forbedrede analyser med FE-beregning i fremtiden.” 

Det helt essentielle ved projektet var, at det skulle være realistisk at produktet kunne fremstilles hensigtsmæssigt og sammenføjes efter kendte principper. Her var FORCE Technologys kompositspecialister uundværlige med deres store kendskab til fiberkompositter, og de værktøjer de har udviklet. 

Designet blev afprøvet ved avancerede Finite Element beregninger (FEM), hvor programmet ANSYS anvendtes med tilføjelsesprogrammet ACP -ANSYS Composite PrePost, som er skræddersyet til beregninger med fiberkompositter. Sikkerhedsburet blev analyseret efter gældende standarder og sammenholdt med en analyse foretaget på et stålsikkerhedsbur som Agile Automotive havde udviklet. ACP PrePost gav store muligheder både til at fastlægge styrken ved laminater, men også til at styre avancerede fiberoplæg. 

Hos Agile Automotive A/S søger vi altid aktivt efter nye og innovative måder at tænke racerbiler på, uanset om det er noget der gør bilen lettere eller stærkere. Designet af kulfibersikkerhedsburet er et glimrende eksempel herpå”, fortæller Tim M. Hansen, CTO ved Agile Automotive. 

Sammenlagt er projektet et rigtig godt eksempel på, hvordan fiberkompositter kan bruges til at optimere et design med hensyn til et produkts styrke og stivhed, med betydelige vægtbesparelser. "Fiberkompositterne giver mulighed for at nytænke designet og transformere traditionelle former til avancerede og optimerede geometrier. Vægtbesparelser, anvendelse af alternative materialer og nye fremstillingsmetoder", fremhæver Jesper Kjær Jørgensen, som vigtige aspekter i hans indsats i projektet.

Fakta om projektsamarbejdet

Projektet løb over 6 måneder og var et samarbejde mellem DTU Diplom, Agile Automotive A/S og Industriens Komposit Laboratorium (IKL) et udviklingsprojekt som FORCE Technology står bag. 

Download hele projektet herunder. 

 
Foto: House of Composites