FORCE Technology overtager alle aktiviteterne i Grønvold & Karnov A/S med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2013. Grønvold & Karnov A/S har eksisteret siden 1986, og virksomheden er den førende specialist indenfor leverancer af systemer og produkter til katodisk beskyttelse af stål i betonkonstruktioner. 

Dato: 29-05-2013

”Vi ser rigtig gode synergieffekter med FORCE Technologys eksisterende betonaktiviteter med overtagelsen af Grønvold & Karnov, da begge firmaer sælger måleudstyr til overvågning af armeringskorrosion”, udtaler administrerende direktør Ernst Tiedemann fra FORCE Technology. ”Fremover kan vores kunder drage nytte af vores samlede og enestående ekspertise, der rækker fra vurdering af betonkonstruktioners tilstand, systemer til overvågning af armeringskorrosion og ikke mindst systemer og produkter til katodisk beskyttelse af stål i beton”, fortsætter han. 

Grønvold & Karnovs aktiviteter i England indgår også i FORCE Technologys overtagelse, og de eksisterende samarbejdsaftaler med Japan og Saudi Arabien fortsætter også uændrede. Dermed styrker opkøbet FORCE Technologys globale tilstedeværelse, da Grønvold & Karnov har et stærkt netværk på eksport-markederne, og deres produkter sælges og anvendes på alle kontinenter.