Generaldirektøren fra ESA, Jan Woerner, har været på endagsbesøg i Danmark. Som den eneste danske rumvirksomhed var FORCE Technology vært for et besøg.

Udover generaldirektøren var der også 3 andre højtstående repræsentanter fra ESA samt 3 ansatte fra Uddannelses- og Forskningsministeriets rumkontor. Formålet med besøget var at høre mere om, hvad Danmark gør for at bidrage til det europæiske rumeventyr og fortælle om ESA's visioner.

Dagen startede med en guidet tur ud i to af vores udviklingsværksteder, hvor dyserne til Europas kommende raket, Ariane 6, bliver svejst og kontrolleret. Svejseprocessen er fuldautomatiseret og sker med en specialudviklet robot, kaldet Seamtracker.

"Det er en fantastisk mulighed for os at få noget 'alenetid' med ESA’s generaldirektør og vise, hvad vi kan bidrage med i forhold til rumteknologi", siger Thomas Aaboe Jensen, FORCE Technology.
Thomas Aaboe Jensen forklarer ESA's generaldirektør, hvordan dyserne er bygget op.
Thomas Aaboe Jensen fortæller om Seamtrackeren og hvordan lasersvejseprocessen virker.

Nyt rumprojekt i samarbejde med Alexandra Instituttet

Efter rundvisningen var det Martin Møller, Alexandra Instituttet, og Thomas Aaboe Jensens, FORCE Technology, tur til at indvi ESA's generaldirektør og de andre repræsentanter i et nyt samarbejdsprojekt mellem FORCE Technology og Alexandra Instituttet.

Projektet adresserer behovet for både up- og downstream-aktiviteter, som den nye nationale rumstrategi lægger vægt på. Ambitionen er at styrke og fremme muligheden for et dansk globalt væksteventyr.

Lidt forenklet sagt går upstream-aktiviteter ud på at udvikle og teste udstyr, der skal kunne holde til de ekstreme forhold, som en opsendelse og et ophold i rummet udgør. Downstream-aktiviteter handler om anvendelsesmulighederne for de store mængder data, som satellitterne sender tilbage til jorden.

Et tætpakket dagsprogram

Formiddagsbesøget hos FORCE Technology blev efterfulgt af et besøg hos ministeren for videregående uddannelse og forskning, Søren Pind, et pressemøde og afslutningsvis et dialogmøde med repræsentanter fra styrelser, universiteter og udvalgte danske rumvirksomheder, herunder FORCE Technology.

Besøget i Danmark var et i en række af i alt 22 endagsbesøg, som generaldirektøren skal rundt på i de europæiske medlemslande i ESA.

Oversigt over deltagerne i formiddagsmødet

FORCE Technology

Øjvind Andersen Clement, Administrerende direktør
Juan Farré, Teknisk direktør
Thomas Aaboe Jensen, Programleder

Alexandra Instituttet

Martin Møller, Vicedirektør

ESA

Jan Woerner, Generaldirektør
Chiara Manfletti, Rådgiver for generaldirektør 
Kai-Uwe Schrogl, Afdelingschef – Strategi
Christina Giannopapa, Ekspert – Strategi 

Uddannelses- og Forskningsministeriet

Peter Sloth, Kontorchef
Gorm Petersen, Chefkonsulent
Cecilie Tornøe, Specialkonsulent