Kunstig intelligens og intelligent overvågning af dyrebesætninger i landbruget kan være med til at understøtte tidlig diagnosticering. Deltag i debatten om den teknologiske udvikling for fremtidens veterinær diagnostik.

7. maj 2020

Hvordan skal fremtidens teknologi forme sig? Det har vi sammen med 6 andre GTS-institutter i Danmark netop givet vores bud på til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. De dugfriske forslag kan du se på bedreinnovation.dk.

Her inviteres danske virksomheder, universiteter, brancheorganisationer, selvstændige erhvervsdrivende og andre interesserede til at kommentere forslagene. Frem til 29. maj kan du derfor deltage i debatten, og give din kommentar til de forslag, du synes er vigtige og komme med idéer til, hvordan indsatsen skal udvikles. 

Fokusområde: Fremtidens veterinær diagnostik

Et af vores forslag omhandler fremtidens veterinær diagnostik. Verden står i dag med et øget behov for at skabe nye diagnostiske løsninger, så vi kan være på forkant med smitte og sygdomsudbrud – også i dyrebesætninger i landbruget. Med forslaget ”Fremtidens veterinær diagnostik” ønsker vi at styrke brugen af diagnosticering i dyrebesætninger ved hjælp af kunstig intelligens og intelligent overvågning.

Projektet vil bevirke, at der kan udvikles individuelt optimerede vaccinationsprogrammer for dyrebesætninger i landbruget, som med fordel kan kombineres med intelligent overvågning af patogener ved hjælp af AeroCollect-teknologien. Det betyder, at landbruget på et tidligt stadie kan opdage og begrænse sygdomme i dyrebesætningerne, hvilket vil medføre mindre medicinforbrug, bedre dyrevelfærd og øget produktivitet i landbruget.

Læs mere om indsatsområdet og kommentér forslaget: Fremtidens veterinær diagnostik.