Mere end hver tredje i legetøjsbranchen vurderer, at de har lille eller ingen viden om reglerne på legetøjsområdet – og mere end halvdelen af branchen savner information og gode råd om legetøjsreglerne. www.legetøjsregler.dk er den første hjemmeside, der giver et samlet overblik over reglerne.

Dato: 24-07-2014 - Ole Bundgaard

En ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen viser, at en stor del af virksomhederne i legetøjsbranchen mangler viden om de mange regler der er på området. Det drejer sig om reglerne for teknisk dokumentation, for overensstemmelseserklæring og for tilbagekaldelse af legetøj. Virksomhederne har ligeledes svært ved at finde ud af, hvor de skal starte, hvad de skal sætte sig ind og hvor de kan søge hjælp.

Ny hjemmeside giver samlet overblik over reglerne

Derfor har Miljøstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen netop lanceret en ny hjemmeside, der skal hjælpe branchen med at få styr på reglerne. 

På www.legetøjsregler.dk kan du få overblik over de mange regler. Du kan bl.a. læse om, hvilke regler du skal være opmærksom på, når du fremstiller, importerer eller distribuerer legetøj i Danmark, og hvad reglerne går ud på. 

Du kan også se, hvilke standarder du kan støtte dig til for at leve op til reglerne i EU, og hvilke hjemmesider du kan holde øje med. 

Hjemmesiden fortæller desuden, hvad du skal være særligt opmærksom på ved fx legetøj til børn under 3 år, trælegetøj og plastlegetøj. Derudover kan du finde råd, tjeklister og eksempler, som kan hjælpe dig med at håndtere reglerne i praksis. 

FORCE Technology har stor erfaring med rådgivning samt test og analyse inden for blandt andet skadelig kemi i forbrugerprodukter. Vi er desuden eksperter i test og analyse af produkter i polymermaterialer, metaller og andre materialer. 

Læs mere om test og analyse af produkter i polymermaterialer.