Et nyt projekt vil udvikle intelligente droner, der på egen hånd er i stand til at genkende mere end 99 pct. af de mulige fejl, der kan være på skibe, når de gennemgår en sikkerhedsinspektion.

Kunstigt intelligente droner kan dermed levere mere nøjagtige og objektive resultater end mennesker. Innovationsfonden har investeret 11,8 mio. kr. i projektet.

Skibe skal med faste mellemrum sikkerhedsinspiceres af hensyn til klassificering og drift. Men det er svært at finde den rette balance mellem regelmæssige inspektioner og inspektionsomkostningerne for at forebygge korrosion, alvorlige skader eller endda katastrofale fejl på skibe. Indtil nu har droneinspektion krævet menneskelige piloter og specialister, ligesom inspektionen alene har været baseret på visuelle input.

Den opgave skal nu overtages af intelligente droner, som er langt mere præcise og effektive end mennesker, når det kommer til inspektion af skibe.

Målet for projektet Inspectrone, som Innovationsfonden har investeret i, er at udvikle et selvstyrende system, som skal benytte mange forskelligartede sensorer (både visuelle og berøringsbaserede, fx ultralyd), der skal levere konsistente og regelmæssige inspektionsdata. Teknologien vil ultimativt kunne blive benyttet inden for flere forskellige områder, hvor der kræves inspektion af lukkede, farlige og andre sværttilgængelige områder.

Læs hele nyheden på Innovationsfondens hjemmeside.