Danish Life Science Cluster har tirsdag den 24. november 2020 holdt stiftende generalforsamling, og bestyrelsen, som er sammensat på tværs af virksomheder, vidensinstitutioner og sundhedsvæsen, ser frem til opgaven: At bidrage til og forbedre grundlaget for patientbehandling, innovation og produktudvikling i verdensklasse til gavn for både vækst og velfærd.

1. december 2020

Danmarks nye nationale erhvervsklynge for life science og velfærdsteknologi er nu officielt stiftet som forening under navnet Danish Life Science Cluster (DLSC). Tirsdag var der stiftende generalforsamling, og bestyrelsen har nu konstitueret sig med et formandskab på tværs af erhvervslivet, vidensinstitutionerne og sundhedsvæsnet repræsenteret af de danske regioner.

Udgangspunktet for den nye organisation er en fælles ansøgning fra 26 aktører i hele landet, herunder de fem største universiteter, fem GTS’er, erhvervs- og brancheorganisationerne inden for life science og velfærdsteknologi, regionerne og kommuner samt eksisterende klyngeorganisationer inden for området. Den nye organisation bygger videre på det store arbejde i eksisterende klyngeorganisationer, og det er medarbejdere fra disse klynger, cirka 30 personer i alt, der fra starten kommer til at udgøre staben i DLSC, der bliver organiseret i fire regionale hubs, på sigt muligvis fem.

På vegne af FORCE Technology udtaler Hanne Christensen, CEO: "Klyngerne er med til at samle Danmarks innovationssystem og rykke virksomheder og forskere tættere sammen, og det er en forudsætning for, at ny viden og teknologi kommer ud i virksomhederne og skaber udvikling og vækst. Vi glæder os til at bidrage".

Fakta

Bag Danish Life Science Cluster (DLSC) står et unikt partnerskab mellem nuværende klyngeorganisationer, fem universiteter, Københavns Universitet, DTU, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, fem GTS-institutter, FORCE Technology, Bioneer, Alexandra Institute, Teknologisk Institut, DHI, de fem danske regioner, de danske kommuner samt Lif, DI, DE, Dansk Biotek, Medicoindustrien og Danish Care, der tilsammen repræsenterer mere end 500 både små og store virksomheder i sektoren.

Formålet med den nye klynge er derfor at styrke samarbejdet om overførslen af den store forskningsindsats og vidensproduktion af høj kvalitet, der skabes på universiteterne, i klinikkerne, på de teknologiske institutter og øvrige uddannelsesinstitutioner, så det i langt højere grad kan blive til nye innovationer og kommercielle løsninger og produkter i nye og eksisterende virksomheder.

Klyngen skal bl.a. arbejde for stærkere innovationsprojekter, bedre og fortsat sikker anvendelse af sundhedsdata til forskning og innovation, netværk, finansiering, iværksætteri og meget mere.

I løbet af de kommende måneder ansættes en direktør, og organisationen etablerer sig fysisk med tilstedeværelse i foreløbigt fire regionale hubs.

Kontaktoplysninger

Thomas Rosenfeldt, Danish Life Science Cluster, tro@copcap.com
Kasper Lindgaard, Lægemiddelindustriforeningen, kli@lif.dk
Henrik Lodberg, Region Midtjylland, Henrik.Lodberg@ru.rm.dk
Trine Middelbo, Danmarks Tekniske Universitet, tmiso@dtu.dk