Rønne Havn vil fremtidssikres ved at forstørre manøvrebassinet samt forlænge krydstogtskajen, hvilket forhåbentligt vil trække endnu flere turister til solskinsøen.

I dag begrænses antallet af store skibe, der kan lægge til i Rønne Havn af det lille manøvrebassin, som kræver meget skarpe drej. En udvidelse af havnen vil derfor give bedre plads til større krydstogt- og fragtskibe. 

Thomas Bendtsen, Administrerende direktør hos Rønne Havn forklarer: ”Havnen skal fremtidssikres, hvilket udover cruiseskibe handler om forsyning af olie og betjening af bulk til kunderne på Bornholm. Det nye layout åbner derudover også op for nye markeder som vindenergi.”

Den planlagte havneudvidelse er opdelt i to faser. I den første fase vil man bygge uden på den eksisterende havn, så skibene kan sejle direkte ind i den nye del af havnen uden at skulle igennem den oprindelige havns moler. I den nye del vil der blive plads til krydstogtsskibe, bulkskibe og projektlaster. 

I fase to vil man forlænge havnens ydre mole samt bygge en ny mole nordfra. 

Derudover vil den eksisterende nordre mole blive omdannet til en kajplads med et drejebassin, hvor skibe op til 400 m længde kan svaje rundt, foruden at den eksisterende krydstogtkaj forlænges. Den nye del af havnen etableres som krydstogtområde, og der bliver ligeledes plads til bulk- og tankskibe.

En simuleret version af den nye havn

Ud fra tegninger leveret af konsulentvirksomheden Niras kunne der på FORCE Technology skabes en model af den udvidede havn, hvori vi kunne teste besejling af havnen i en skibssimulator. 

”Vores undersøgelser centrerer sig i dette tilfælde om vindbelastningen af skibene. Det essentielle er naturligvis, om man kan sejle ind og ud, stoppe skibet og lægge til kaj med en tilstrækkelig sikkerhedsmargin", forklarer senior projektleder hos FORCE Technology, Niels Arndal.

Klaus Lind, lods hos DanPilot, som er ansvarlige for lodsning af skibe i havnen, forklarer, hvorfor simulering er et essentielt værktøj til at fastsætte begrænsninger: ”En del af mit job er at sige stop, når en operation ikke er sikker længere. 

Simulatorerne er gode til at afprøve kritiske situationer med maksimale risici, som ville være hasarderede at afprøve i virkeligheden. Vi kan dermed afgøre, hvornår en vindhastighed er for høj til sikker sejlads.”

Værdifulde input

Rønne Havn har sammen med krydstogtkaptajner, lodser og hurtigfærgekaptajner besøgt simulatorcentret i Lyngby for at afprøve besejlingen af den nye havn med forskellige typer skibe.

Ifølge Thomas Bendtsen var afprøvningen da også yderst vellykket: ”Det hele er gået bedre, end jeg turde håbe på. Lodser, krydstogtsrederier og hurtigfærger har været super tilfredse med det nye layout, og det forbedrede manøvrerum. Det har også været muligt at gå ind i havnen med nogle vindstyrker, vi ikke kan i dag.”

Besøg Rønne Havn her

Rønne Havn som den ser ud i dag. Foto: Rønne Havn
Ulla Kiersgaard, forretningsudvikler hos Rønne Havn og Klaus Lind i vores full mission simulator