FORCE Technology, Siemens Gamesa Renewable Energy og DTU har i samarbejde udviklet en selvkørende robot, der skal skanne vindmøllevingers overflade inden de forlader fabrikken. Udviklingen af robotten er sket i et MADE-projekt.

Projektet har været en del af MADE-forskningen inden for sensorer og kvalitetskontrol. Robotten blev bygget og testet i FORCE Technologys faciliteter for siden at blive afprøvet i Siemens Gamesas vingefabrik i Aalborg.

Selvkørende robot, der selv tilpasser sig den enkelte vinge

Robotten skanner vingens overfladen med en 3D-skanner. Vingernes overflade er altafgørende for vingens aerodynamik og dermed ydeevne. Ved at 3D-skanne vingen får man vigtig information om, eventuelle fejl og mangler i overfladen. Den information kan efterfølgende bruges til at planlægge vedligehold og optimere støbeforme.

Vingeskanneren tilpasser sig selv den enkelte vinge og finder selv ud af, hvad den skal skanne. Den skal altså ikke forprogrammeres. Det gør den til en helt unik robot.

Teknologien er ikke kun forbeholdt producenter af vindmøllevinger. Der er perspektiver for løsningen i en række andre sammenhænge fx hvis man vil finde indre defekter på store strukturer, kunne robotten udstyres med et ultralydssystem. Det kunne være broer, rørkonstruktioner eller tårne til vindmøller. Store konstruktioner, som man gerne vil have en 3D-model af.

Du kan læse mere om projektet på made.dk og gts-net.dk.
Prototype af den selvkørende robot, der skal 3D-skanne vindmøllevinger inden de forlader produktionen. Her i vores testfaciliteter i Brøndby.