Det multinationale selskab, Cargill, introducerer teknologien SonoSteam på sit engelske kyllingeslagteri i Hereford. Tiltaget skal øge fødevaresikkerheden og give forbrugerne kyllinger fri for Campylobacter.

FORCE Technology har udviklet SonoSteam-teknologien, der bruger en kombination af damp og ultralyd til at dræbe mikroorganismer såsom Campylobacter og Salmonella både udvendigt og indvendigt på kyllingen.

Cargill er en af de største spillere på det engelske fødevaremarked og introduktionen af SonoSteam er en del af Cargills initiativ ’Fra gård til gaffel’, der skal sænke forekomsten af Campylobacter i kyllingekød markant. Ved at installere en innovativ teknologi som SonoSteam viser Cargill, at de er med helt i front for at sikre forbrugerne sunde fødevarer

“SonoSteam er først for nylig blevet introduceret i kampen mod Campylobacter, men har allerede behandlet over 12 mio. kyllinger alene i England. Teknologien lader sig nemt integrere i den daglige drift på slagteriet og er ikke kun kosteffektiv – den er også særdeles effektiv i reduktionen af Campylobacter. Desuden er teknologien miljøvenlig, da den ikke bruger kemikalier, men alene vand og lidt energi”, udtaler Niels Krebs, divisionsdirektør i FORCE Technology

Over 80 % reduktion af Campylobacter i almindelig drift

Tidligere på året installerede den engelske fødevarevirksomhed Faccenda, der med en årlig omsætning på over 500 mio. pund er Englands største privatejede virksomhed, SonoSteam på sit kyllingeslagteri i Brackley.

Faccenda testede SonoSteam i sin produktionslinje fra januar til maj 2015. Resultaterne ved normal drift viste over 80% reduktion i antallet af Campylobacter på kyllingernes bryst, ryg- og halsskind, hvor der er den højeste forekomst af bakterier. Målinger blev foretaget på det tidspunkt, hvor forbrugerne ville købe og tilberede kyllingen. Fra juni 2015 er SonoSteam derfor fast installeret i Faccendas produktionslinje.

Læs mere om SonoSteam.

Se hvordan SonoSteam virker i drift

Fakta om campylobakter

  • Campylobacter er en bakterie, der giver mave-tarminfektion. Symptomerne er bl.a. diarré, opkast og mavesmerter.
  • Campylobacter findes i næsten alle dyrearter, men hyppigst i kyllinger.
  • Campylobacter er mere end dobbelt så almindelig som salmonella.
  • I 2014 registrerede Statens Serum Institut mere end 3.400 tilfælde. Det reelle tal er formentlig 10-20 gange højere, da mange ikke går til læge.
  • Campylobacter er svære at udrydde blot med hygiejne, da de i modsætning til salmonella ikke kun er på overfladen af kyllingen.
  • Tit sker smitten, fordi kyllingesaft fra den rå kylling kommer over på spiseklare madvarer. Derfor er det vigtigt at adskille kød og grøntsager under madlavning.
  • Campylobacter dør ved normal varmebehandling af maden; det gennemstegte kød udgør derfor ingen fare.