Gå til hovedindholdet

Udfordring

Løsning

Resultat

Bæredygtighed står højt på TDC’s agenda. Men hvordan styrer man miljøledelse i en stor virksomhed med mange medarbejdere spredt over tusindvis af lokationer?

TDC A/S har arbejdet aktivt med bæredygtighed i mange år, og den danske storspiller indenfor telekommunikation er langt med at implementere bæredygtige løsninger i forretningen. Med FORCE Certifications hjælp blev arbejdet med miljøhåndtering systematiseret, så det er mere overskueligt at gå til.

”I TDC har vi sat os et ambitiøst mål om at være 100 % CO2-neutral i 2030 – og det gælder alle dele af koncernen. Når man som os har en grøn målsætning, er det vigtigt at have et solidt vidensgrundlag, gode planlægningsværktøjer og strukturerede processer at arbejde ud fra,” siger Emilie Wedell-Wedellsborg, afdelingsdirektør for Sustainability i TDC.

Bæredygtighed i en kompleks forretning

Projektet har været drevet af TDC’s Facility Management & Real Estate godt assisteret af TDC Sustainability. Valget af miljøledelsessystemet ISO 14001 lå lige for, men for teamet var der en udfordring i at implementere ledelsessystemet på grund af TDC’s fysiske kompleksitet. For hvordan foretager man systematisk dataindsamling om virksomhedens miljøhåndtering på en overkommelig måde, når man har 7.000 medarbejdere og mange tusind lokationer? 

TDC udvalgte FORCE Certification A/S til at hjælpe med at implementere ISO 14001-miljøledelsessystemet.

”Vi undersøgte markedet for seriøse udbydere og valgte FORCE Certification, fordi de kender vores branche og forstår kompleksiteten. Vores 10.000 lokationer omfatter alt fra kontorer og fysiske butikker til bygninger med telekommunikationsudstyr og ubemandede gadeskabe. Sammen med FORCE Certification kom vi frem til en god løsning, hvor vi puljede ensartede lokationer og lavede en rotationsordning for besøg,” fortæller Henning Andersen, Senior Project Manager, Facility Management & Real Estate, TDC Group Finance.

Certificeret efter ISO 14001

TDC er blevet certificeret i miljøledelsessystemet DS/EN ISO 14001:2015 med tillæg af en energigennemgang i henhold til DS/EN ISO 50001:2018 afsnit 6.3. Certificeringen blev foretaget af FORCE Certification i perioden marts 2019-december 2019. Fremadrettet vil TDC på årlig basis få opfølgende auditbesøg på sine lokationer af FORCE Certification i en planlagt rotationsordning og skal re-certificeres hvert 3. år.

Om TDC A/S

TDC A/S er Danmarks største teleselskab indenfor telefoni, bredbånd og tv. TDC Groups aktiviteter er opdelt i datterselskaberne TDC NET, som driver den fysiske og digitale infrastruktur, og Nuuday, som leverer telekommunikation og underholdningstjenester til slutbrugere via butikker og under forskellige brands, bl.a. YouSee, TDC Erhverv og Telmore. TDC Group har 7.000 medarbejdere og over 10.000 (bemandede og ubemandede) lokationer. Hovedkontoret ligger i København. Desuden er Dansk Kabel TV A/S ejet 100 % af TDC. Dansk Kabel TV har 600 ansatte og betjener antenne-, bolig-, grundejerforeninger og kommuner i Danmark med tv, bredbånd og telefoni.