Hvad er et GTS-institut?
I Danmark findes der syv godkendte teknologiske servicevirksomheder, de såkaldte GTS'er, der tilsammen udgør det danske GTS-net.
De er en del af det danske innovationssystem og arbejder for at skabe flere innovative og konkurrencedygtige danske virksomheder – med et særligt fokus på de små og mellemstore virksomheder. Det sker ved at gøre ny viden tilgængelig for virksomhederne og i samarbejde udvikle morgendagens teknologi.
Force Technology er et af de syv institutter. Derfor arbejder vi i krydsfeltet mellem samfundsmæssige udfordringer, erhvervslivets behov og teknologiens muligheder.
Hvad betyder det for dig?
Hos os får du adgang til avancerede test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter, der gør det muligt for din virksomhed at udvikle og afprøve nye produkter og løsninger. Sammen med os kan du arbejde med innovation og udvikling uden at skulle have alle kompetencerne selv.
Du kan samarbejde med os om både kommercielle opgaver og om forsknings- og udviklingsprojekter. Vi kan rådgive dig fra den tidlige idéfase til lancering på markedet, og vi hjælper dig med at teste, inspicere og certificere, så dit produkt eller din ydelse lever op til alle krav.
Ministeriel godkendelse og uafhængighed
For at kunne kalde os et GTS-institut er vi blevet godkendt af Uddannelses- og Forskningsministeriet. Godkendelsen er fire-årig og forudsætter, at vi er almennyttige, arbejder inden for et område af stor betydning for dansk erhvervsliv, har et højt fagligt niveau, er uafhængige af politiske og økonomiske interesser og har et ansvarligt økonomisk og organisatorisk grundlag.
Vi er ikke ejet af det offentlige, og størstedelen af vores forretning driver vi på almindelige kommercielle vilkår. Men vi er underlagt særlige myndighedskrav om faglige evalueringer og løbende finansiel og juridisk kontrol. Og vi har ikke nogen ejere, så al overskydende indtjening bliver investeret i ny forskning, udvikling og innovation.
Som GTS kan man søge offentlige midler til forskning og udviklingsprojekter. Vi har derfor det, man kalder en resultatkontrakt. Det vil sige, at vi får offentlige midler til at opbygge og udvikle nye teknologiske kompetencer og serviceydelser, som forventes at få stor betydning for danske virksomheder og samfundet.
De nye services skal være på forkant med virksomhedernes behov og må ikke konkurrere med eksisterende løsninger.
Du kan læse mere om igangværende resultatkontrakter på bedreinnovation.dk.

