GTS-institutterne oplever markant fremgang
2023 blev et flot år for GTS-institutterne, som oplevede en betydelig vækst i aktiviteterne. Den samlede omsætning nåede lige over 4 mia. kr., hvilket er en stigning på 11 pct. i forhold til året før
GTS-institutterne leverede stærke resultater i 2023 – næsten på samtlige parametre. Det viser det netop offentliggjorte performanceregnskab for GTS-institutterne.
Den danske kommercielle omsætning, både privat og offentlig, nåede i 2023 sit højeste niveau i fem år. Fra 2022 til 2023 steg den med næsten 14 pct. fra 1.431 mio. kr. til 1.631 mio. kr.
Flot udvikling i FoU-midler
I 2010’erne kæmpede GTS-institutterne med at vinde projektmidler fra puljer og fonde, men udviklingen ser ud til at være vendt. Den positive tendens, der har været synlig de senere år, fortsatte med en imponerende stigning på 14 pct. fra 2022 til 2023.
FORCE Technology oplevede som et af de største GTS-institutter også denne fremgang og havde rekordstor FoU-aktivitet i 2023 med en omsætning på 115 mio. kr.
Flere danske virksomhedskunder
GTS-institutterne oplevede også en pæn stigning i samarbejdet med danske virksomhedskunder. Antallet af private virksomhedskunder steg fra 19.470 i 2022 til 20.648 i 2023, en stigning på 6 pct. FORCE Technology har bl.a. bidraget til den udvikling ved at samarbejde med i omegnen af 1.000 kunder mere i 2023 end året før.
89 pct. Af GTS’ernes virksomhedskunder er små og mellemstore virksomheder (SMV'er), og de stod for 58 pct. af den danske kommercielle omsætning i den private sektor.
Det er fortsat de store virksomheder (+250), som gennemsnitligt køber de største ydelser. De udgør 11 pct. af virksomhedskunderne og står for 42 pct. af den danske omsætning.