Kursus i visuel kontrol styrker Norsyns tilsyn med fjernvarmeprojekter
Med et praksisnært kursus i visuel kontrol styrkede Norsyn medarbejdernes faglighed og kvaliteten af tilsyn med svejsninger i fjernvarmeprojekter.
Udfordring
Norsyn ønskede en fælles referenceramme ved tilsyn af fjernvarmerør pga. de tilsynsførendes forskellige faglige baggrunde.
Løsning
Efteruddannelse i visuel kontrol klædte tilsynsførende bedre på til deres daglige tilsynsopgaver og dialog med entreprenører.
Resultat
Norsyns tilsynsførende opnåede øget faglig sikkerhed, stærkere samarbejde og bedre kvalitet i vurdering af svejsninger.
Efteruddannelse skal sikre kvalitet i tilsynet
Tilsyn med svejsninger i fjernvarmeprojekter kræver teknisk indsigt og evnen til at træffe hurtige, fagligt funderede beslutninger. Hos Norsyn, der er en rådgivende ingeniørvirksomhed med specialisering i fjernvarme og byggeri, kommer tilsynsmedarbejderne med forskellige faglige baggrunde, og derfor opstod behovet for at opkvalificere hele holdet.
"Vi havde brug for efteruddannelse for at skabe et fælles udgangspunkt for, hvordan vi vurderer kvalitet – især i forhold til visuel kontrol," fortæller Mike Jarvig, senior specialist og teknisk sparringspartner hos Norsyn.
Kursus giver praktisk viden, der kan bruges med det samme
Løsningen blev et skræddersyet internt kursus i visuel kontrol, udviklet i samarbejde med FORCE Technology. Kurset blev afholdt over 2 dage med 14 dages mellemrum, så deltagerne kunne afprøve metoder og værktøjer i praksis mellem modulerne.
Første dag fokuserede på grundlæggende standarder og forudsætninger for visuel prøvning. Med udgangspunkt i svejste emner med kendte fejl arbejdede deltagerne med inspektionsværktøjer og praktiske øvelser. På anden kursusdag blev der sat fokus på tilsynsrollen og samspillet med entreprenører, dokumentationskrav og NDT-aktiviteter.
"Det var vigtigt, at undervisningen tog udgangspunkt i vores virkelighed. Vores folk lærer bedst ved at prøve tingene selv – ikke ved at sidde stille og lytte i timer," siger Mike Jarvig.

Opkvalificering giver styrket dømmekraft og færre misforståelser
Kurset har givet mærkbar effekt i det daglige tilsynsarbejde og er nu integreret i onboarding af nye tilsynsførende. Medarbejderne føler sig bedre rustet til at identificere fejl og vurdere, hvornår der skal tages affære. Samtidig har det styrket deres faglige selvtillid.
"I dag ringer de tilsynsførende hurtigere og spørger, hvis de er i tvivl – og det er en vigtig kultur at bygge op. Det er ikke målet, at vores folk skal være eksperter i svejsning. Men de skal kunne se, når noget ikke stemmer og vide, hvornår de skal reagere. Det er den forståelse, vi har fået, og den gør en reel forskel," forklarer Mike Jarvig.
Samarbejdet med entreprenører er også blevet nemmere. Tilsynsførende kan nu i højere grad argumentere sagligt for, hvorfor en svejsning ikke er acceptabel – og hvad der kræves for at rette op.
"Det forebygger konflikter og gør dialogen mere konstruktiv. Vi står stærkere som bygherrens øjne på opgaven," slutter Mike Jarvig.