Vinder af IoT-pris får rygstød til international ekspansion
Xtellio ApS vandt Årets IoT-pris 2023 i et stærkt felt – lidt til CEO’ens overraskelse. Årets kandidater vidner om branchens fokus på skalerbare og bæredygtige IoT-løsninger med brugeren i centrum.
Da Xtellio ApS blev kaldt på podiet som vinder af Årets IoT-pris 2023 på EOT-messen i Herning, kom det som lidt af en overraskelse for CEO Tom Valbak.
Godt nok tvivlede han ikke på det unikke ved virksomhedens standardiserede IoT-sensorsystemer Xtellio, men CEO’en var usikker på, om han kunne forklare det.
”Det kan være lidt svært at forklare vores koncept for menigmand – ja selv for folk fra branchen. Men de, der forstår konceptet, spørger typisk, hvorfor der ikke er nogen, der har gjort det her før,” fortæller Tom Valbak.
Fra projekter til produkter
Xtellio ApS (også kendt som Xtel Wireless) har 15 år på bagen som projektorienteret udviklingsvirksomhed, men har det seneste halvandet år transformeret sig til en produktvirksomhed. Virksomheden har udviklet en standardiseret portefølje af IoT-sensorenheder, som kan opsamle data og sende den videre til kundens dataløsning via cloud-baserede API’er.
”Kunden får en hurtig plug and play-tilgang til deres data, men slipper for at betale for et software-interface, de måske alligevel ikke bruger,” forklarer Tom Valbak.
Virksomhedens industrielle IoT-løsninger retter sig indtil videre mod kunder inden for byggebranchen, forsyning/affaldshåndtering, ejendomsforvaltning og Industry 4.0 smart-fabrikker.
Skaleringspotentiale og standardiseret tilgang
Xtellio ApS blev kåret som vinder af Årets IoT-pris 2023 i et felt, som også bestod af EG Danmark og IoT Fabrikken.
”I dommerkomiteen lagde vi særlig vægt på, at løsningen har et stort skaleringspotentiale. På få måneder er det lykkedes Xtellio ApS at få deres løsning i anvendelse i over 3000 devices. De har simpelthen fundet et ’sweet spot’ i markedet med deres standardiserede sensorsystem og API-first-tilgang,” fortæller Camilla Føns Mortensen, IoT Community Lead i Nordic IoT Centre, som står bag Årets IoT-pris.
Xtellio ApS er én blandt flere ansøgere i år, som netop fokuserer på at bygge standardiserede platforme med mulighed for, at kunderne selv kan skabe værdi af de data, der indsamles via IoT. Det gjorde det ekstra svært at finde en vinder i år.
”Generelt vidner kandidaterne om, at IoT har nået en ny modenhed. Leverandørerne forstår at omsætte teknologien til lettilgængelige og brugbare løsninger, der tapper ind i aktuelle agendaer som mere bæredygtig drift og sikkerhed,” siger Camilla Føns Mortensen.
Både konkurrenter og samarbejdspartnere
Som vinder af Årets IoT-pris opnår man ikke blot ekstern profilering, men også en værdifuld anerkendelse internt i IoT-branchen.
”Jeg har stor respekt for mine kolleger i branchen,” siger Tom Valbak. ”Vi arbejder jo også en del sammen på kryds og tværs. For eksempel har vi leveret enheder til Aguardio, som vandt IoT-prisen forrige år, og Sanistål, som var i finalen sidste år.”
Allerede mange henvendelser efter sejren
Xtellio ApS har allerede mærket det rygstød, det giver at vinde Årets IoT-pris, og virksomheden var hurtig til at bruge sejren i sin kommunikation på bl.a. LinkedIn.
”Allerede på EOT-messen kom der en del hen til os for at snakke videre, og siden har vi fået masser af lykønskninger og henvendelser, både på LinkedIn og telefonisk,” siger Tom Valbak.
Ros til dommerpanelet
CEO’en kalder hele forløbet med IoT-prisen for en ”super oplevelse” og tøver ikke med at anbefale andre at deltage i kåringen.
”Jeg synes, dommerpanelet skal have ros for at turde vælge os. Vi er en lidt anderledes kandidat. Men det er åbenbart lykkedes os at forklare vores koncept,” siger Tom Valbak.
Næste skridt for Xtellio ApS bliver at gå internationalt ud med sine Xtellio-sensorløsninger.
”Xtellio er ’born global’, og vi oplever meget stor interesse for den rene API-løsning, som vi tilbyder, både inden for EU og i Nordamerika,” slutter Tom Valbak.