Tænk pålidelighed ind fra starten
Elektronik har altid fascineret pålidelighedsekspert Jan Bjerre. Mød ham hos FORCE Technology og gør brug af hans viden efter hans mange år som udvikler i elektronikbranchen.
”Jeg nyder hver dag, jeg skal på arbejde! Der sker noget nyt hele tiden, og ikke to dage er ens,” siger en begejstret Jan Bjerre, Seniorspecialist hos FORCE Technology.
Til dagligt hjælper han elektronikvirksomheder i deres produktudvikling med at teste og designe pålidelige elektronikprodukter - lige fra høreapparater og termostater til borerigge og vindmøller.
Det påvirker pålideligheden
Der er mange ting at tage højde for, når man skal designe pålidelighed ind i sit produkt:
”Alle dele i produktet skal testes for at være pålidelige - software, hardware og mekanik. Fx hvis man kommer elektronik ind i en kasse og ikke kan komme af med varmen, så påvirker varmen de andre komponenter i kassen, og det sænker produktets levetid. Hvad angår vibrationer, så kan det være, at man har lavet et uheldigt design, hvor resonansfrekvenser bevirker, at nogle komponenter rasler af,” siger Jan Bjerre og fortsætter:
”Kunderne glemmer tit de her ting, fordi de er pressede på både tid og ressourcer. Min rolle er at bevare overblikket, stoppe op og sammen med udviklingsfolkene overveje ting, som de ofte ikke har tid til at reflektere over i en travl hverdag.”
Fascination af pålidelighed
”Jeg holder meget at hjælpe folk med at designe og udvikle pålidelige produkter,” siger Jan Bjerre. Personligt oplever han stor glæde ved at se produkter, der er lavet ordentligt og fungerer pålideligt – selv efter mange års brug.”Jeg har egentlig altid interesseret mig for mekanik og elektronik og skilt ting ad for at se, hvordan de er sat sammen,” fortæller han. Sin fritid bruger han gerne på at ’skrue’ på sine 6 gamle motorcykler i den 4-længede gård, han selv har renoveret.
En målrettet kurs
Det var et job som elektronikmekaniker ved Kirks Telefonfabrik, der startede hans karriere. Derefter læste han på ingeniørhøjskolen, og snart var eksamenspapiret som svagstrømsingeniør i hus.
”Det fascinerer mig at få produkter til at fungere – at lave mekanikken, så den beskytter elektronikken i produktet,” fortæller Jan Bjerre, som fandt det naturligt at supplere sine kundskaber med en videreuddannelse i industriel design for ingeniører.
Fra Vestas til FORCE Technology
Inden Jan Bjerre kom til FORCE Technology, arbejdede han 18 år som udviklingsingeniør i Vestas’ elektronikafdeling. Her var opgaverne centreret omkring elektronikindkapslingen til styresystemet i vindmøller.
”At lave indkapslinger til elektronik, som kan bruges i alle miljøer, fascinerer mig. Jo mere udfordrende jo bedre! Styresystemer til vindmøller udsættes virkelig for et hårdt miljø: meget fugt, høj varme, ekstrem kulde og – ikke mindst - lyn.”
Da FORCE Technology (det daværende DELTA) i en toårig periode rådede over Vestas’ testfaciliteter, startede tanken hos Jan Bjerre om at blive en del af teamet i pålidelighedslaboratoriet i Aarhus.
”Det er min grundlæggende fascination af løsninger, der tilgodeser alle de her ting med EMC, fugt, temperatur, vibration osv., der førte mig til FORCE Technology. Den her viden plus min erfaring holder jeg meget af at videregive og dele med kunderne,” fortæller Jan Bjerre.
Et nyt pålidelighedslaboratorium i Aarhus
Jan Bjerre supportere kunder inden for pålidelighed, med viden og test faciliteter på samtlige FORCE Technology’s testfaciliteter i Aarhus, Nordborg, Hørsholm og Västeräs i Sverige.
"Der er mange virksomheder i Jylland, der har brug for lokal sparring på det område. Jeg har selv været én af dem, der har efterspurgt det,” fortæller han.