Standarder sikrer danskerne rent drikkevand
Med cirka 400.000 varevarianter til salg skal Brødrene A&O Johansen have styr på et hav af standarder. Derfor samarbejder byggegrossisten fx med FORCE Technology om sikker vandforsyning, så deres byggevarer til drikkevand lever op til alle krav.
I Danmark er vi vant til at kunne åbne for vandhanen og få drikkevand af højeste kvalitet. Det skyldes mange faktorer – bl.a. høje krav til de rør og installationsdele, der er i kontakt med drikkevandet.
Som stor byggegrossist sælger Brødrene A&O Johansen mange af den slags byggevarer, og virksomheden har derfor stort fokus på at overholde de gældende standarder. Varerne skal bl.a. testes for afgivelse af sundhedsfarlige stoffer som fx bly, cadmium og nikkel, og uden en godkendelse kan de ikke sælges.
Fordi standarderne er så afgørende for virksomheden, samarbejder den med FORCE Technology, som bl.a. deltager i standardiseringsudvalget Vandforsyning (S-314):
”Det er meget værdifuldt for os, at vi kan spørge FORCE Technology om de nyeste regler, og hvordan de skal fortolkes. FORCE Technology tester vores varer op mod standarderne, så vi er sikre på, at varerne lever op til alle de relevante krav. I sidste ende er det et spørgsmål om, hvorvidt vi kan have vores varer på hylderne eller ej”, siger Peter Henrik Kiel, der er kvalitetschef i Brødrene A&O Johansen.
Ændrede regler
Når en standard ændres eller en helt ny opstår, har det derfor stor effekt på virksomheder som Brødrene A&O Johansen. I 2013 blev reglerne fx ændret, så byggevarer i kontakt med drikkevand ikke længere skulle såkaldt VA-godkendes (dansk ordning for vand- og afløbsprodukter), men i stedet GDV-godkendes (godkendelsesordningen for byggevarer godkendt til drikkevand). Det gav store udfordringer i branchen.
”Vi skulle ommærke alle vores produkter, og det var frygtelig omstændeligt. De nye regler gjorde det nærmest umuligt at få godkendt noget, men heldigvis endte de med at blive lempet med udgangspunkt i andre landes ordninger”, siger han.
Det er standardiseringsudvalget Vandforsyning (S-314), der er med til løbende at diskutere og ændre standarderne på området.
Om Brødrene A&O Johansen A/S
Brødrene A&O Johansen er en af de førende grossister i byggebranchen. Virksomheden startede med VVS-artikler, men har siden udvidet med bl.a. el, vandforsyning og salg af værktøj til entreprenører og håndværkere.
Virksomheden har 700 ansatte og 50 butikker fordelt over hele Danmark. I 2019 havde den en omsætning på tre mia. kr.
Om standardiseringsudvalget Vandforsyning (S-314)
Standardiseringsudvalget Vandforsyning (S-314) under Dansk Standard arbejder med test, godkendelse og mærkning af byggevarer, der er i kontakt med drikkevand.
Medlemmerne i udvalget er typisk rådgivende ingeniører, producenter, forsyningsselskaber og myndigheder, der alle er med til at præge udviklingen af danske, europæiske og internationale standarder inden for vandforsyning.
Projekt