I dag er der typisk kun en vej i livscyklussen for plast, der må komme i kontakt med fødevarer - og det er downcycling.

Plast til fødevarekontakt bliver ikke genanvendt i stor skala

Pillebøtter og yoghurtbægere kan potentielt blive genanvendt som bestanddele i f.eks. havestole, plastikrør og polyester, inden de ultimativt bliver til elektricitet og fjernvarme i et affaldsforbrændingsanlæg. Men plast til fødevarekontakt bliver ikke i stor skala genanvendt til samme formål. Det vil den lille virksomhed Genplast i Farsø i Nordjylland ændre:

”Det startede med, at vi fik råvarer ind, som var for gode til at blive downcyclet. Så jeg begyndte at se nærmere på, om vi kan genbearbejde plast til fødevarekontakt, så det forbliver plast til fødevarekontakt. Desuden kan vi tjene 10-20 procent mere på plast til fødevarekontakt,” siger Nikolaj Rasmussen, leder af indkøb og salg hos Genplast, og fortsætter:

Efter tre-fire måneder, hvor jeg blev mere og mere forvirret, hver gang jeg talte med nogen – og blev sendt frem og tilbage mellem Fødevarestyrelsen og Miljøstyrelsen – havde jeg brug for hjælp til at komme videre.

Den hjælp fik Genplast i et MADE Materiale Demonstrationsprojekt fra FORCE Technology, så materialet ikke blot genbruges, men genanvendes til samme formål.

”Vi har forberedt Genplast til at få godkendt deres kvalitetsledelsessystem til genbearbejdning af plast til fødevarekontakt af Fødevarestyrelsen, og så har vi hjulpet dem med at undersøge forskellige typer af plast til genbearbejdning,” siger Jens Sinding, chefkonsulent hos FORCE Technology. 

Genanvendt plast til fødevarekontakt
Genplast A/S køber overskudsplast og genanvender det til plastgranulat til plastindustrien. Med et nyt kvalitetsledelsessystem kan de nu også bruge plasten til fødevarekontakt.
”Vi fik råvarer ind, som var for gode til at blive downcyclet. Så jeg begyndte at se nærmere på, om vi kan genbearbejde plast til fødevarekontaktplast, så det forbliver plast til fødevarekontakt.”
Nikolaj Rasmussen / Leder af indkøb og salg hos Genplast

Spild er Genplasts råvarer

Genplasts råvarer er spild fra virksomheder, som producerer produkter i plast. Det vil sige, at det ikke er plast til fødevarekontakt, som har været anvendt hos forbrugerne og derefter indsamlet. Men det gør det ikke nødvendigvis nemmere, for Genplast skal nemlig kunne redegøre for, hvilke stoffer en given genbearbejdet plast til fødevarekontakt indeholder, hvis den skal kunne sælges.

Og det er ikke givet, at de virksomheder, som oprindeligt producerede plasten, vil oplyse det.

Miks af materialer er en udfordring for fødevarekontakt

Ydermere kan plastprodukter til fødevarer være sammensat af forskellige typer plast, hvilket er tilfældet med de plasmaposer – ofte anvendt på hospitaler til at opbevare blod – som MADE-projektet undersøgte som en potentiel råvare til Genplast.

Indersiden på posen er plast til fødevarekontakt, mens ydersiden er en anden type plast. Dermed skal mikset af de to efter Genplasts genbearbejdning kunne anvendes som plast til fødevarekontakt.

”Det tegnede faktisk til, at det kunne lykkes – men så kom en konkurrent på tværs og snuppede leverandøren og dermed råvaren. Vi opererer i et dynamisk marked,” konstaterer Nikolaj Rasmussen.

Kan vi bruge plastbægre til fødevarekontakt?

En tilsvarende udfordring er de velkendte plastbægre, som bliver anvendt til f.eks. mælkeprodukter. De er lavet af plast til fødevarekontakt, men på ydersiden er der trykfarve.

MADE-projektet viste, at mikset efter genbearbejdning ikke umiddelbart kan anvendes til fødevarekontakt, men vil kræve omfattende kortlægning og vurdering af de stoffer, der kommer fra trykfarverne.

”Så status er, at vi kun har én råvare, vi kan genbearbejde. Det er pillebøtter, hvor vi ved, hvad plasten består af. Men de ton, som vi kan skaffe, giver ikke tilstrækkelig volumen til, at det administrativt kan svare sig at starte genbearbejdning af plasten til fødevarekontakt. Så vi vil fortsætte med at finde og få analyseret andre fraktioner af plast til fødevarekontakt,” siger Nikolaj Rasmussen.

Kvalitetsledelsessystem har løftet hele virksomheden

Den anden del af MADE-projektet – nemlig udfordringen med at leve op til kravene – er helt på plads.

”FORCE Technology hjalp Genplast med at implementere et kvalitetsledelsessystem, som sikrer, at virksomhedens produktionsprocesser understøtter kvalitetskravene til plast til fødevarekontakt. Og det er gjort, så det tager højde for kommende skærpede EU-krav til bl.a. opbevaring og sporbarhed,” forklarer Jens Sinding.

Forud for implementeringen af kvalitetsledelsessystemet har FORCE Technology gennemgået Genplasts produktion i Farsø og fundet dele, som virksomheden skal ændre. F.eks. er der krav om, at plast til fødevarekontakt skal transporteres og opbevares i dedikerede, lukkede containere, så den ikke risikerer at blive ‘forurenet’ af andre typer af plast.

At Genplast nu har styrket produktionsprocesserne, gør det ikke alene til en formssag for virksomheden at få Fødevarestyrelsens grønne stempel.

”Det løfter hele virksomheden. Vi vil anvende kvalitetsledelsessystemet til alt, hvad vi producerer. Det åbner for, at vi kan blive certificeret efter nogle ISO-standarder,” siger Nikolaj Rasmussen.

Og ikke mindst fortsætter den lille virksomhed jagten på plast til fødevarekontakt, der kan genbearbejdes.

”Vi ser et stort potentiale. Lige nu kan vi få måske 100 ton råvarer i form af pillebøtter, men hvis vi kan nå op på f.eks. 600 ton, tjener vi i runde tal halvanden million kroner mere på plasten til fødevarekontakt. Så det er absolut værd for os at få det til at lykkes,” understreger Nikolaj Rasmussen.