Migatronic: ”Vi sætter vigtige fingeraftryk på standarderne sammen”
Specialistviden og fælles udvikling af standarderne – det er hovedårsagerne til, at en af verdens førende producenter af svejsemaskiner, danske Migatronic A/S, samarbejder med FORCE Technology om standardisering.
Tankskibe, rumraketter, jernbaneskinner, biler og broer. Svejsninger er med til at holde sammen på et utal af metalkonstruktioner, og derfor er det vigtigt at have en fælles standard for, hvad en god svejsning er.
Hos Migatronic, der er Danmarks eneste producent af svejsemaskiner og blandt de førende i verden, er arbejdet med standardisering derfor en vigtig del af forretningen.
”Standardisering er en integreret del af den industri, vi arbejder i, og vi er helt afhængige af at have den nyeste viden på området,” siger Mads Rønnau, der er Welding Technical Manager hos Migatronic og rådgiver kunder og medarbejdere i svejsetekniske spørgsmål.
For at være sikker på, at standardiseringsarbejdet er i top, har Migatronic i en årrække arbejdet sammen med FORCE Technology:
”Vi har selv en stor viden om standarder, men vi kan ikke grave os ned i alt, og hos FORCE Technology sidder der nogle specialister, som altid har fingeren på pulsen. Er vi i tvivl om, hvordan vi skal tolke noget nyt, så får vi altid et klart svar, for FORCE Technology har sat sig ind i det og taget stilling,” siger han.
”Hvis vi ikke samarbejdede med FORCE Technology, kunne vi måske overse noget, som vi ikke lige kunne rette op på efterfølgende, så samarbejdet har stor betydning for os – og vores kunder,” siger Mads Rønnau.
Til gavn for samfundet
En anden del af samarbejdet består i at være med til at udvikle standarderne i den bedst mulige retning. Migatronic og FORCE Technology sidder derfor sammen i standardiseringsudvalget S-047, som arbejder med svejsning af metalliske materialer og tilsvarende processer. S-047 er med til at præge såvel det nationale som det europæiske og det internationale standardiseringsarbejde på området.
Migatronics produktchef og tekniske chef Mads Jensen har desuden overtaget formandsposten for udvalget fra FORCE Technology.
”Vi er rigtig gode til at spille bold op ad hinanden og har i fællesskab været med til at sætte vigtige fingeraftryk på forskellige standarder – fx inden for procedureprøvning, som er blevet meget lettere at arbejde med nu. Begge parter ved, hvad der fungerer i praksis og ikke bare ser pænt ud på papiret, og sammen er vi med til at præge standarderne i den retning. Det er en stor gevinst – for os og vores kunder. Men også for samfundet, der får gavn af bedre standarder og dermed højere kvalitet i svejsningerne,” siger Mads Rønnau.
Om Migatronic A/S
Migatronic A/S er Danmarks eneste producent af svejsemaskiner og blandt de førende i verden. Virksomheden ligger i Fjerritslev og leverer maskiner og udstyr til en lang række forskellige brancher i hele verden – fx autobranchen, offshoreindustrien og stålindustrien.
Kimen til Migatronic blev lagt, da stifteren i 1970 manglede et svejseapparat til at reparere gamle biler med, men syntes, at de, der var på markedet, var for dyre. I stedet besluttede han selv at bygge et og starte en virksomhed. I løbet af det første leveår producerede Migatronic fire svejsemaskiner og omsatte for 10.000 kr. I dag producerer og sælger virksomheden over 18.000 svejsemaskiner om året.
Den allerførste Migatronic elektrodesvejsemaskine vejede 95 kilo. I dag vejer den mindste bærbare kun 4,9 kilo, så fortællingen om Migatronic er også fortællingen om den enorme teknologiske udvikling, der er sket på svejseområdet.
Migatronic kunne fejre sit 50-års jubilæum i 2020.
Standardiseringsudvalget S-047
Stort set alle produkter og konstruktioner af metal indeholder svejsninger. Derfor er det vigtigt at have en fælles forståelse af, hvad en god svejsning er.
Standardiseringsudvalget S-047 under Dansk Standard arbejder med svejsning af metalliske materialer og tilsvarende processer. Udvalget er med til løbende at revidere de mere end 300 eksisterende svejsestandarder og præge det nationale, europæiske og internationale arbejde på området.
S-047 er målrettet producenter og leverandører af svejseudstyr, den metalbearbejdende industri, inspektionsorganer, rådgivere og myndigheder samt uddannelsesinstitutioner for svejsning. Migatronic og FORCE Technology er begge med i udvalget.