Langsommelige test og flere måneders ventetid.

Det var scenariet for TRD Surfaces, når effekten af deres nye slidstærke overflader til stålemner som f.eks. ventiler og dyser skulle verificeres hos kunder.

Men den tilgang er nu vendt på hovedet, da SMV’en fra Holte har fået indsigt i nyt datagrundlag i et MADE Materiale Demonstrationsprojekt.

De har sammen med FORCE Technology undersøgt, hvordan slid og korrosion påvirker levetiden af bl.a. rustfrie ventiler og pumpedele i fødevareindustrien og i den kemiske industri. Kombinationen af de to – såkaldt tribokorrosion – accelererer nedbrydningen af stålet. Og nu kan TRD Surfaces altså bevise effekten ved tribokorrosion for deres overfladebehandlinger.

Måleopstilling
Måleopstilling hvor materialerne bliver udsat for slidmidlerne calciumfluorit og siliciumoxid.

“Den dokumentation kickstarter vores dialog med kunderne, fordi vi nu med endnu større overbevisning kan sige, hvor meget overfladebehandlingen forlænger komponenternes levetid. De spidser ører, når vi siger, at vi også har data på tribokorrosion,” siger Mads Brink Laursen, CEO, TRD Surfaces ApS.

”Med kombinationen af slid og korrosion er det som én plus én bliver tre,” forklarer Troels Mathiesen, der er specialist i korrosion og metallurgi hos FORCE Technology, og som stod i spidsen for TRD Surfaces test i MADE Materiale demonstrationsprojektet.

TRD Surfaces styrkede overfladerne med teknologien TRD Gamma og TRD GammaX.

Begge overfladebehandlinger tilfører under høje temperaturer krom til rustfrit stål, hvilket øger bestandigheden mod slid og korrosion markant. Hvor markant vidste TRD Surfaces ikke, når det gjaldt kombinationen af slid og korrosion – altså tribokorrosion.

”Vi har data på slid, og vi har data på korrosion, men vi havde ikke data på kombinationen af de to,” siger Mads Brink Laursen fra TRD Surfaces.

trd dyser
Dyser udført i rustfrit automatstål behandlet med TRD Gamma. Disse højtryksdyser udsættes typisk for tryk på 100 bar og hvis der samtidig er urenheder i procesmediet (såsom fint sand i vand), så slides dysen alt for hurtigt. Levetiden er forbedret med en faktor 8 med en TRD-behandling
trd ventiler
Syrefaste, rustfri ventiler der er behandlet med TRD Gamma. Disse ventiler regulerer flowet af en slidende og sur slurry, der kræver at materialet er modstandsdygtigt overfor både korrosion og slid. Levetiden er mindst 6 gange længere med en TRD-behandling.

Dokumentation har kæmpe værdi

Derfor fik TRD Surfaces hjælp til at teste og indsamle data på tribokorrosion i et MADE Materiale Demonstrationsprojekt.

”Det har kæmpe værdi for os at have dokumentation for effekten ved tribokorrosion, for vores overfladebehandlinger bliver anvendt i kritiske komponenter hos vores kunder, som derfor stiller store krav til dem,” siger Mads Brink Laursen.

Derudover betyder det også, at TRD Surfaces nu har et datagrundlag, hvor de tidligere har måtte vente på kunders tilbagemelding.

”Som udgangspunkt tester kunden alt selv, og det kan f.eks. ske ved, at man indsætter en ventil med vores overfladebehandling i en produktionslinje, tager den ud efter et halvt år og ser, hvordan den har klaret sig. Og tester kunden i laboratorium, går det ikke meget hurtigere. Imens må vi sidde på vores hænder og vente,” uddyber Mads Brink Laursen.

Kunderne spidser ører

TRD Surfaces fik dokumenteret, hvor godt deres overfladebehandling kunne modstå tribokorrosion ved hjælp af en ny tribokorrosion-tester, der klarer testen på blot fire timer.

Testen blev udført på emner af rustfrit stål med og uden de respektive overfladebehandlinger. De blev sænket ned i en saltholdig opløsning, og der blev testet med to slags slidende partikler.

Resultatet var signifikant: Massetabet fra det rustfrie stål med overfladebehandling var op til 30 gange lavere end fra det rustfrie stål uden.

For TRD Surfaces var det afgørende, at de fik adgang til testfaciliteterne gennem demonstrationsprojektet.

”Det er helt afgørende for en SMV som os, at vi har adgang til MADE Demonstrationsprojekter, for vi har ikke selv økonomien til den type test. Uden MADE ville de ikke bliver udført,” slutter Mads Brink Laursen.