Inspektion, analyse og rådgivning – flere kompetencer hos FORCE Technology var i spil for at sikre den korrekte fremgangsmåde, da stålbardunerne i fritflyvningsvolieren (FFV) i Zoologisk Have København skulle repareres. 

Efter en vinternat med tung sne opdagede Zoologisk Have København, at flere af stængerne i FFV var skævvredne. Presset fra den tunge sne på nettet i volieren havde fået de 20 meter høje bardunstænger til at give efter. 

Emil Nielsens Smedeværksted i Gentofte fik opgaven med at rette bardunstængerne op. Stængerne er lavet af rustfrit stål og svejset sammen. Mikkel Max Andersen fra Emil Nielsens Smedeværksted fortæller: ”Inden vi kan begynde genopretningen, skal vi vide, hvilken type rustfrit stål vi har med at gøre. Det er nødvendigt for at sikre, at stålets kvalitet ikke efterfølgende forringes, når det opvarmes i forbindelse med varmeretning." 

Rustfrit stål har forskellige legeringer og kvaliteter alt efter, hvor meget ferrit, krom, nikkel eller molybdæn det indeholder. Stålets legering har betydning for stålets egenskaber, og opvarmning kan ændre på disse egenskaber, så man får en øget risiko for korrosion og andre skader. Det er derfor vigtigt, at opretningen foregår under hensyn til stålets legering. Smedene kontaktede FORCE Technology for at få lavet en undersøgelse af stålet og en vejledning på genopretningen.

Mikkel Max Andersen fortæller: ”Vi kontaktede FORCE Technology, fordi de har udstyret til at foretage disse materialeundersøgelser og den viden, der skal til for at rådgive os omkring behandlingen af stålet”. 

Inspektion af svejsninger

For at være sikker på at der ikke er sket skader på svejsningerne ved vridningen af stålbardunerne, foretager vores NDT-inspektører først en såkaldt penetrantundersøgelse af svejsningerne på ”fødderne” af bardunstængerne. Det gøres ved at påføre nogle farvede væsker, der kan afsløre evt. revner i svejsningerne. Er der skader på svejsningerne, er det vigtigt, at disse også repareres for at sikre både kvalitet og sikkerhed. Inspektionen viste heldigvis, at svejsningerne ikke havde taget skade. 

Bestemmelse af stålet med PMI

For at kunne bestemme hvilken type stål, der er tale om, og altså hvordan det kan repareres, undersøger vores teknikere stålet på stedet med mobilt PMI-udstyr. PMI står for Positiv Materiale Identifikation og omfatter forskellige metoder til at undersøge materialekvaliteten. 

Metoden OES (Optisk EmissionsSpektrometri) anvendes til jern og stål, hvor man skal være sikker på kende det eksakte kulstofindhold, men også have kontrol af andre indholdsstoffer. OES er en hurtig og sikker metode til at bestemme legeringselementer og urenheder i metallegeringer. Undersøgelsen foregår ved en elektrisk gnistning på metaloverfladen. Metoden efterlader et tændsår, som man om nødvendigt kan fjerne efterfølgende.  

I dette tilfælde anvendes mobilt OES-udstyr til at verificere indholdet af kulstof i stålet, da det er afgørende for, om stængerne fortsat modstår korrosion efter svejsning. Efter undersøgelsen laver vores teknikere en rapport, som indgår i den faglige vurdering, som vores metallurger efterfølgende laver. 

Det mobile udstyr har desuden den kæmpe fordel, at man ikke skal pille konstruktionen fra hinanden eller udtage en prøve til laboratoriet. Det gør det både hurtigere, mere fleksibelt og billigere for kunden, at man kan måle på stedet. 

Rådgivning om opretning af stål 

Efter bestemmelse af stålets kvalitet udarbejdede vores metallurger en rapport med beskrivelse og vejledning til varmebehandling af stålet, som smedene kunne bruge ved genopretningen. På den måde sikrer man, at kvaliteten af stålet ikke forringes, og man undgår derved senere korrosion.   

Bardunstængerne er efterfølgende blevet genoprettet, så volieren kan modstå trykket, hvis der igen skulle komme f.eks. store mængder tung sne. Lars Rossum, divisionschef i Zoologisk Have København fortæller: ”Det er vigtigt for os, at kvaliteten er i orden, og at vores indhegninger holder dyrene inde. Vi forsøger altid ved reparationer at påvirke dyrene mindst muligt og om muligt at give vores gæster mulighed for stadig at nyde dyrene i anlæggene.”  

Skade svejsning stål genopretning Zoo
Flamingoer stål bardun Zoo
PMI måleudstyr mobil
PMI stål måling
Stål bardun Zoo voliere PMI måling