Skræddersyet Excel-beregningsværktøj skaber overblik
Agro Trade fik hjælp af FORCE Technology til at udarbejde et klimaregnskab vha. et skræddersyet Excel-beregningsværktøj. Agro Trade udfylder selv regnskabet med sit forbrug af alt lige fra brændstof til køretøjer til indkøbt gips.
Emissionsfaktorerne er udregnet og kvalitetssikret af FORCE Technology op imod anerkendte standarder, og metoden er forklaret i en detaljeret baggrundsrapport.
”Udviklingen af Excel-beregningsværktøjet har været en praktisk og effektiv måde for os at samle og analysere data på tværs af vores aktiviteter. Vi har anvendt det til opsamling og strukturering af allerede eksisterende data.
Excel-beregningsværktøjet er designet, så det giver os et klart overblik over vores ressourcer og CO2-aftryk. Desuden giver værktøjet en mulighed for at se CO2-fortrængning, som vores produkter muliggør. Det betyder, at vi ikke alene kan stole på resultaterne, men også ved, og kan dokumentere hvordan resultaterne er fremkommet,” forklarer Mads Birkedal.
Et fjerde scope viser CO2-besparelse
Agro Trade ønskede i sit klimaregnskab at synliggøre det CO2-besparende aspekt ved deres biomasseaske. Dette er medtaget i klimaregnskabet som en aktivitet udenfor de tre andre scopes og defineres som ”Undgået produktion af konventionel gødning”. Det har derfor et negativt fortegn i regnskabet.
Denne CO2-besparelse er blevet kvantificeret i et LCA-screening studie, som FORCE Technology tidligere har lavet for en virksomhed, som Agro Trade samarbejder med. Det var således LCA-screeningen, der indledte samarbejdet, og som affødte ønsket om et fuldt klimaregnskab hos Agro Trade.
Fremtidig selvstændighed i klimaregnskabet
Agro Trade står nu med et klimaregnskab, som giver et klart billede af virksomhedens CO2-udledning og understøtter den bæredygtige udvikling. Fremadrettet vil virksomheden være stort set selvkørende i forhold til klimaregnskabet.
FORCE Technology vil dog fortsat være en vigtig sparringspartner og garant for datakvalitet, især når det gælder opdatering af emissionsfaktorer og udvidelse af klimaregnskabet til at medtage flere aktiviteter i fremtiden.
”Vi har stadig brug for sparring på enkelte områder, især når det gælder opdatering af klimaregnskabet pga. ny udvikling eller nye områder. Vi vil derfor fortsat have et tæt samarbejde med FORCE Technology for at sikre, at vi konstant udvikler vores praksis i takt med den grønne omstilling,” forklarer Mads Birkedal.
Anerkendt og uafhængig backup understøtter kvaliteten af klimaregnskabet
Agro Trade har haft stor glæde af samarbejdet med FORCE Technology, som har bidraget med både teknisk viden og praktisk erfaring.
”Vi valgte FORCE Technology til at hjælpe med vores klimaregnskab, da de har den tekniske viden, bl.a. indenfor certificeringer og standarder samt praktisk erfaring. At have en anerkendt uafhængig organisation i ryggen, understøtter desuden kvaliteten af klimaregnskabet,” pointerer Mads.
Samarbejdet har givet Agro Trade et effektivt Excel-beregningsværktøj til at dokumentere virksomhedens CO2-udledning og fremme deres bæredygtige praksis. Som Mads Birkedal fra Agro Trade konkluderer: ”Samarbejdet med FORCE Technology har været meget positivt. De har været lydhøre overfor vores behov og har haft en pragmatisk tilgang til at løse de udfordringer, vi har stået overfor.”
Agro Trade ser også et fremtidigt potentiale i at udnytte FORCE Technologys ekspertise på flere områder, som for eksempel til dokumentation og beregning for flere og mere miljøvenlige produkter.