Ariane 6 sendt i rummet med specialdesignet raketdyse
Det Europæiske Rumagentur har netop sendt Ariane 6-raketten i rummet med en særlig raketdyse, som er udviklet med hjælp fra FORCE Technology.
Additiv fremstilling, automatiseret røntgen-styret lasersvejsning og avanceret sensorteknologi har flyttet grænserne for, hvad der er muligt, når det kommer til raketdyser.
Det Europæiske Rumagentur, ESA har således netop opsendt Ariane 6-raketten med et helt nyt raketdyse-design, der både giver væsentlige besparelser i komponenter og produktionstid, har lavere gennemløbstid og kan tilpasses forskellige motorer - uden at kompromittere hverken pålidelighed eller driftssikkerhed.
Høje krav til kvalitet, ydeevne og sikkerhed
FORCE Technology har sammen med en række andre virksomheder været med til at udvikle raketdyse-designet.
”Rumindustrien stiller de højeste krav til kvalitet, ydeevne og driftssikkerhed, og der er hele tiden behov for nye innovative løsninger. Det er et privilegie, at FORCE Technology kan deltage i projektet og bringe vores høje faglighed i spil," siger Thomas Aaboe Jensen, der er programleder hos FORCE Technology.
Fagligt parløb med svenske specialister
Udviklingsarbejdet er foregået i tæt samarbejde med svenske GKN Aerospace, og undervejs har samarbejdet udviklet sig til et fagligt parløb, hvor FORCE Technology har fungeret som en naturlig forlængelse af GKN Aerospaces udviklingsafdeling. Idéer blev spillet frem og tilbage og ofte afprøvet i praksis i FORCE Technologys unikke faciliteter.
”Vi har opbygget et fuldautomatisk produktionsanlæg, der først lasersvejser ca. 1.400 kølekanaler i et særligt højtemperaturbestandigt materiale og derefter opbygger nødvendige forstærkninger ved anvendelse af additiv fremstilling,” fortæller Thomas Aaboe Jensen.
Markant reduktion af omkostninger og materialeforbrug
Raketdysen er 2,1 meter i diameter, hvor den er bredest og 2,3 meter høj. Kombinationen af raketdysens nye design og FORCE Technologys nye produktionsmetode har resulteret i 90 procents reduktion i delkomponenter og en 40 procents besparelse i omkostninger foruden en 30 procents reduktion i produktionstiden.
FORCE Technology har deltaget i fremstillingen af dyserne til Ariane 6´s første fem flyvninger.
Se raketdysen blive til
Du kan se, hvordan raketdysen blev til her.