Gå til hovedindholdet

Et velfungerende vendebassin er afgørende for havnens effektivitet. Men giver det mening at følge eksisterende retningslinjer, når man etablerer eller redesigner et vendebassin?

Der er mange parametre at tage højde for ved design af et vendebassin, fx vendebassinets dybde og dimensioner samt slæbebådenes størrelse og det antal, der skal bruges. I denne artikel ser vi på, hvordan og hvorfor det er vigtigt at udfordre de eksisterende retningslinjer for vendebassinets dybde og diameter.

PIANC’s retningslinjer angiver sikre, men generelt også ret konservative, dimensioner til basisdesignet og tager dermed i første omgang mere højde for manøvreringsforhold end for omkostninger til uddybning og vedligehold.

I praksis kan sikre manøvreringsforhold opnås med vendebassiner med væsentligt mindre dimensioner. Ved at bruge en simulator og vores mangeårige erfaring har vi udviklet en tommelfingerregel til dimensionering af et vendebassin.

Optimering med tommelfingerregel

Gennem årene har vores erfaring vist, at et godt, men stadig konservativt, empirisk estimat er, at minimumsdiameteren bør svare til skibets længde plus to gange bredden.

Derudover skal der være plads til, at slæbebådene kan operere. Som tommelfingerregel bør diameteren øges med to gange slæbetrossens længde (minimum 40 m) plus slæbebådens længde. Denne enkle tilgang løfter basisdesignfasen betydeligt, fordi den estimerede størrelse ligger tættere på den optimale størrelse.

Det er naturligvis ikke givet, at vanddybden langs vendeområdets periferi, hvor slæbebådene opererer, er den samme som i selve vendebassinet. ”Men havnemyndigheder vælger ofte at uddybe til samme dybde i hele vendeområdet,” siger Jens Bay, seniorprojektleder.

Graf over optimerede designs af vendebassiner

De anbefalede diametre fra PIANC og Force Technology sammenlignes i figuren ovenfor med den endelige, faktiske diameter. Som det fremgår, er der et betydeligt potentiale for tids- og omkostningsbesparelser ved at fastlægge den mest præcise bassindiameter fra projektets start. Selv små reduktioner har nemlig stor betydning for det volumen af materiale, der skal uddybes.

Husk altid at inddrage interessenterne

”Vores måde at optimere størrelsen på er i praksis at gennemføre en række simuleringer, der tager højde for de gældende miljø- og driftsforhold. Brug af mindre bassiner kræver større opmærksomhed ved indsejling i bassinet. Udfordringen er i høj grad at sejle ind i den rigtige position og med den rigtige kurs, så man tager højde for de aktuelle forhold og tilgængeligheden af slæbebåde.

Derfor anbefaler vi, at de lokale lodser inddrages i designvalideringsfasen, så alle interessenter bliver tilgodeset,” siger kaptajn Jens Tommerup og fortsætter: ”For nylig gennemførte vi en session med et vendebassin midt i en lang indsejlingskanal. Simuleringerne viste hurtigt, at PIANC’s retningslinjer ville give et unødigt stort bassin.

I sidste ende valgte man et bassin, der var lidt større end det, vores egen tommelfingerregel pegede på. Det vil nemlig gøre det muligt for større skibe at anløbe havnen i fremtiden. Alligevel var vi i stand til at reducere diameteren med 35 m og dermed spare havnen for betydelige omkostninger til uddybning og vedligehold. Resultatet blev verificeret af de lokale lodser, som støttede den endelige dimension. Resultatet viser også, at det kan være en særdeles fornuftig investering at gennemføre et parametrisk studie, hvor manøvredygtighed og operabilitet vejes op imod omkostninger.”

”Et design er altid en form for kompromis, men vi mener, at vi har udviklet en pragmatisk og afprøvet metode, som tager højde for manøvredygtighed og operabilitet og samtidig balancerer anlægsomkostninger og fremtidige vedligeholdelsesomkostninger,” siger Jens Bay.

Relateret viden