Vil du teste redningsudstyr i en svømmehal?
Er du en vandhund, og har du lyst til at teste redningsveste og overlevelsesdragter i en svømmehal? Vi har brug for testpersoner i alle aldre og størrelser.
Det er vigtigt, at sikkerheden af redningsudstyr er helt i top
Derfor tester vi løbende, om nye overlevelsesdragter, oppustelige veste og almindelige redningsveste overholder specifikke krav, før de kan blive godkendt og sendt på markedet.
Nogle tests er helt lavpraktiske, vestene skal fysisk afprøves i vand - flyder de som de skal? Sidder de som de skal? - Også efter et spring fra vippen?
Vi skal bruge testpersoner i alle aldre og størrelser - Er det dig?
Du skal udføre forskellige lette øvelser i vandet med udstyret på, under instruktion og overvågning af trænet personale fra FORCE Technology.
En test varer mellem 15 min. og 1 time og kan f.eks. være at tage en redningsvest på - på tid, eller at springe fra 1 m, 3 m eller 5 m vippen med en overlevelsesdragt på, så vi kan måle, om dragten duer til det, den skal.
Vi kvitterer med kontanter, typisk 100,- kr. til 400,- kr. afhængig af testomfang – betaling foregår ved testafslutning. Vi behøver dit navn, mailadresse / mobilnummer og CPR-nummer. FORCE Technology skal oplyse udbetalingen til SKAT.
Bliv en del af vores faste testhold
Er du over 18 år, tager du bare direkte kontakt til Per eller Kenneth.
Hvis du er under 18 år, skal én af dine forældre underskrive en samtykke-erklæring.
Kontakt os, hvis du vil være med til at teste redningsveste og andet redningsudstyr og være en del af vores faste testhold, eller hvis du i første omgang vil vide mere. Vi glæder os til at høre fra dig, så vi kan teste sammen i Helsingør, Gentofte eller Køge.