Chok- og vibrationstest sikrer pålidelige anlæg i felten

Dantherm Group udvikler blandt andet mobile varme- og køleløsninger. Produkterne bruges i flygtningelejre, nødhjælpslejre og militære camps, både i telte og i containere. De skal sikre et godt indeklima for mennesker og elektronik, ofte i midlertidige installationer.

Udstyret bruges i områder med ekstreme forhold – fra ørken til krigsramte byer. Derfor er robusthed og pålidelighed afgørende. Produkterne skal tåle hård transport med tog, lastbil, fly og helikopter. Det bliver de testet for med chok- og vibrationstest hos FORCE Technology.

“Testene simulerer fx 1.600 kilometers kørsel i ujævnt terræn. Det giver os vished for, at vores anlæg ikke ryster fra hinanden undervejs,” fortæller Henrik Faber Laursen, R&D Manager hos Dantherm Group. Testene udføres efter MIL-STD-810 og AECTP, militærstandarder som stiller høje krav til udstyrets holdbarhed. FORCE Technology har kapacitet til at teste selv store og tunge enheder, noget de færreste kan tilbyde.

“Vi kender ikke andre i Danmark, der kan det her – i hvert fald ikke i den skala, vi har behov for,” siger han.

Akkrediteret rapport er et krav i udbud

Dantherm Group tester ikke kun for deres egen skyld. I mange projekter, især hos NATO, NGO’er og offentlige myndigheder, er det et krav at kunne fremvise en akkrediteret rapport.

“En akkrediteret testrapport er en forudsætning for at kunne byde på opgaver,” forklarer Henrik Faber Laursen.

Med testresultaterne får Dantherm Group både intern tryghed og ekstern dokumentation. Rapporterne bruges i datablade og som bevis over for kunderne.

“Resultatet er, at vi står med et produkt, vi er trygge ved, og som vi kan sende på markedet uden at frygte reklamationer,” tilføjer han.

Chok- og vibrationstest
Dantherm Group udvikler blandt andet mobile varme- og køleløsninger, der bruges i flygtningelejre, nødhjælpslejre og militære camps.

Langvarigt samarbejde styrker udviklingen

Dantherm Group har samarbejdet med FORCE Technology i over 10 år. Det har givet værdifuld sparring og en løbende forbedring af produkterne.

“Vi er blevet markant bedre til at designe robuste produkter. Før stod et anlæg af efter 20 minutter – nu gennemfører vi testen hver gang,” siger Henrik Faber Laursen.

Samarbejdet gør testforløbene effektive – fra tilbud til eksekvering. “Det bliver lettere og lettere for hver gang, fordi vi kender hinanden og ved, hvad der skal til,” siger han.

Et samarbejde bygget på fleksibilitet og forståelse

FORCE Technologys testfaciliteter er fleksible, og uanset strømkrav og opsætning har Dantherm Group fået testet deres anlæg.

“Det er nemt at få udstyr testet, også når vi har særlige krav. Det er blevet den slags samarbejde, hvor jeg bare ringer, når vi har brug for at få udført en chok- og vibrationstest,” slutter Henrik Faber Laursen fra Dantherm Group.