Kan man optimere sin take-back-løsning, så man skaber værdi her og nu, og samtidig gøre sig klar til fremtidige EU-krav? Ammeraal Beltech har vist, at det vil være muligt, i et samarbejde med FORCE Technology og tech-startuppen PUFIN-ID.

Ammeraal Beltech producerer transportbånd og bælteløsninger til en lang række industrier. Virksomhedens produkter sikrer effektiv transport af varer i alt fra fødevareproduktion og lufthavne til logistikcentre og bilindustrien.

Take-back: fra affald til ressource

”For os - og for vores kunder - er det vigtigt, at vi skaber ægte bæredygtige produkter, som kan genanvendes,” fortæller René Rønning, Program and Market Director i Ammeraal Beltech. 

Som led i en cirkulær tankegang har Ammeraal Beltech længe haft fokus på den interne genanvendelse af sine plastprodukter. Derudover har virksomheden udviklet et take-back-system, hvor produkterne kan tages tilbage fra kunderne for at blive vasket, sorteret og opdelt i sine oprindelige materialer. Herefter kan komponenterne genanvendes til nye produkter.

Til et take-back-netværksmøde kom Ammeraal Beltech i dialog med FORCE Technology om, hvordan take-back-systemet kunne videreudvikles.

”Vi vidste, at take-back vil blive en vigtig del af vores fremtidige forretningsmodel, men vi manglede en struktureret løsning og konkret viden,” siger René Rønning.

Det Digitale Produktpas: Data giver gennemsigtighed i hele værdikæden 

For at opnå et velfungerende take-back-system er det ikke nok blot at tage produkterne retur. Som René Rønning formulerer det: ”Take-back-modellen fungerer simpelthen ikke optimalt uden en sporbarhedsmekanisme.”  

Det er her, EU’s Digitale Produktpas kommer ind i projektet. Som en del af Ecodesign-forordningen, skal Det Digitale Produktpas sikre gennemsigtighed om produkters sammensætning, miljøpåvirkning og genanvendelse. Dataene kan via produktpasset let bruges af og overføres til andre aktører i værdikæden.  

Kravene til Det Digitale Produktpas og de datapunkter, der skal indgå i det, ligger ikke fast endnu. Det er dog sandsynligt, at plastbranchen bliver blandt de første, der omfattes af kravene.

Til trods for de ubesvarede spørgsmål, besluttede Ammeraal Beltech og FORCE Technology at inkludere Det Digitale Produktpas i projektet om forbedring af take-back-systemet. Dels fordi den strukturerede tilgang til data kan give værdi her og nu, dels fordi det kan give en væsentlig konkurrencefordel at være på forkant med EU-kravene. Man kan så tilføje de relevante datapunkter løbende, efterhånden som de specifikke krav bliver kendt.

O-KEY: fleksibel og ultrasikker digital identitet til autenticitet, sporbarhed og digitalisering

For at sikre, at de nødvendige data om genanvendelse og materialer nemt kan registreres og spores, har Ammeraal Beltech brug for en teknologi, der kan knytte fysiske produkter til digitale data. PUFIN-ID leverer en teknologi kaldet O-KEY, som kan blive en nøglekomponent i Ammeraal Beltechs arbejde med Det Digitale Produktpas.

PUFIN-ID’s løsning fungerer lidt som en QR-kode i miniatureformat, som bliver påsat en komponent eller et produkt. Der er tale om en unik digital identitet, som ikke kan kopieres, og som fysisk består af mikroskopiske titaniumpartikler.

Med O-KEY kan hvert produkt spores og autentificeres i hele dets livscyklus og samtidig fungere som retsgyldigt bevis, uanset hvor produktet befinder sig på sin rejse. Data kan nemt aflæses via en smartphone, hvilket gør løsningen brugervenlig og tilgængelig i enhver situation.

Virksomheder kan tilpasse de data, O-KEY bærer, alt efter behov – eksempelvis bæredygtighedsinformation, produktionsdata eller anden relevant dokumentation. Det giver producenter og forbrugere mulighed for at verificere ægtheden og få indsigt i kritiske oplysninger om produktet.

CO2-reduktion er en væsentlig salgsparameter 

For Ammeraal Beltech er det væsentligt at være på forkant med den grønne dagsorden, som er blevet helt afgørende for kunderne.  

”Kunderne spørger faktisk ikke længere efter prisen som det første, men om hvor meget produktet er CO2-reduceret,” fortæller René Rønning. ”Kunderne skal jo også ud at finde alle deres CO2-reduktioner til deres ESG-rapport. Så der er tale om en kædereaktion.”  

René Rønning er ikke i tvivl om, at arbejdet med take-back-systemet og dokumenteret genanvendelse styrker Ammeraal Beltechs konkurrenceevne. ”Vi er first mover i branchen, og derfor tager vi nok også nogle klø på vegne af andre, men sådan er det jo bare. CO2 er simpelthen den nye valuta.” 

En grøn model for nye produkter og markeder 

Ammeraal Beltechs take-back-projekt fokuserer i første omgang på tre produktgrupper, men scopet udvides løbende, og projektet kan blive en del af alle kommende produktlanceringer. Faktisk kigger hele koncernen på projektet som en model for, hvordan man kan håndtere take-back og Det Digitale Produktpas.  

”Samarbejdet med FORCE Technology har været rigtig godt. Det har nærmest været et grønt wake-up call for os, hvor vi er blevet bevidste om ting, vi slet ikke anede noget om,” siger René Rønning.  

Ud over at udvide erfaringerne fra projektet til nye produktgrupper, tænker Ammeraal Beltech også i markeder uden for EU.  

”Vi er en EU-virksomhed, men en dag skal vi nok i gang med take-back i Asien og USA, hvor vi allerede har en fabrik. Hvad skal vi være opmærksomme på der? Det vil det jo være oplagt at spørge FORCE Technology om. I kender jo vores muligheder og udfordringer. Det her projekt er højst sandsynligt starten på et partnerskab,” slutter René Rønning.

Modulbånd fra Ammeraal Beltech.