Hurtig fødselshjælp til en ny generation af forbrugerprodukter i avancerede materialer.

Formål

I dag står danske produktions- og designvirksomheder overfor et overdådigt udvalg af nye, avancerede materialer, der kan skabe fremtidens forbrugerprodukter – og en konkurrencefordel for virksomhederne. Men erfaringer og standarder mangler, så virksomhederne tøver med at gå de nye veje.

Formålet med dette projekt er at samle viden og udvikle tekniske serviceydelser, så virksomhederne hurtigt kan få vurderet mulighederne i forskellige avancerede materialer. Rådgivning og testfaciliteter skal speede produktudviklingen op, så nye forbrugerprodukter hurtigt kan komme på markedet.

Målgruppe

Målgruppen består dels af medicoindustrien og den kreative branche, f.eks. designere af smykker, høreapparater, implantater, boligtilbehør osv. Her er innovativ produktudvikling udbredt, og de avancerede materialer bliver brugt direkte af forbrugeren.

Derudover henvender projektet sig til leverandører af nye materialeløsninger. Her er stor interesse for de nye løsninger, men virksomhederne mangler i høj grad hjælp til at validere dem.

Fremgangsmåde

Vi fokuserer på tre lovende materialeteknologier: 
  • 3D-printet metal
  • Overflademodificerede materialer 
  • Teknisk keramik.
Hver især er der tale om materialeteknologier med et stort uudnyttet kommercielt potentiale. Vi vil opbygge den nødvendige dokumentation af de tre alternativer i form af karakterisering og målrettede funktionstest samt nytænke produktudviklingsforløb på tværs af brancher.

De deltagende virksomheder får undersøgt konkrete problemstillinger, f.eks. nyt materialevalg til et eksisterende produkt, hvor vi i samarbejde med både leverandør og forhandler definerer produktkrav og udfører indledende tests af materialevalget.

Desuden vil vi arrangere temaworkshops, hvor aktivt tværfagligt samarbejde og innovation blandt de deltagende virksomheder er omdrejningspunktet.

Vil du deltage?

Laver du 3D-print i metal eller nye overfladebehandlinger? Eller overvejer du at teste 3D-print i metal, ny overfladebehandling eller et nyt design af dit produkt?

Så kan du deltage i et af vores sprint-forløb på 1-6 måneder, hvor vi inden for projektets rammer tester mulighederne og identificerer metoder til at validere den bedste løsning.