Kompetencerne inden for test af brintteknologi er spredt ud over et hav af mindre aktører. Det vil FORCE Technology og Dansk Gasteknisk Center (DGC) ændre på med nyt partnerskab.

26. maj 2021

En lille leverandør her. En lille leverandør dér. Mangel på standarder. Begrænset samarbejde. Fravær af fælles retning.

Markedet for test af brintteknologi er i vækst, men stadig kendetegnet ved et meget fragmenteret leverandørlandskab, og det vil FORCE Technology og DGC lave om på med et nyt partnerskab. Partnerskabet skal samle kompetencerne på feltet, skabe et sammenhængende tilbud til markedet, sikre én indgang til testydelser og i sidste ende sætte skub i omstillingen til Power-to-X og anvendelse af brint.

”Vi vil først og fremmest gerne være en stærk samarbejdspartner for de danske virksomheder inden for Power-to-X og gøre den teknologiske transformation, de står overfor, nemmere. Men ultimativt vil vi selvfølgelig også gerne understøtte en sikker, grøn og bæredygtig udvikling og en effektiv omstilling af energiområdet. Når det gælder klimaet, har vi ikke tid til at nøle”, siger Trine Nybo Lomholt, der er Programme manager i FORCE Technology.

”Det giver nogle klare fordele for de danske virksomheder, at vi samler viden og kompetencer om brintteknologi ét sted og dermed kan levere den mest kvalificerede tekniske rådgivning og de bedste ydelser på området. Omstillingen til Power-to-X er en omfattende øvelse, der først lige er gået i gang. Hvis vi skal lykkes med at skabe den nødvendige grønne vækst i Danmark, hurtigt, er det vigtigt, at virksomhederne nemt kan finde den viden, testfacilitet og rådgivning de har brug for, når de håndterer eller anvender brint”, siger Thea Larsen, der er adm. direktør i DGC.

Samarbejde og standarder

Partnerskabet kommer i de første år til at fokusere på især tre ting: Som én samlet aktør at deltage med sin ekspertise i relevante projekter, konsortier og andre partnerskaber inden for brintteknologi og Power-to-X. Kommercielle opgaver. Og at være en del af standardiseringsarbejdet, hvor der stadig udestår en lang række opgaver.

I første omgang har partnerskabet blikket rettet mod de danske producenter, aftagere, operatører og myndigheder indenfor brintproduktion, -infrastruktur og -anvendelse. Men planen er på længere sigt at udvide kataloget af ydelser og at skalere til det internationale marked.

Portefølje indenfor brinttest

  • Test af materialer og komponenter
    • Test af materialers brintkompatibilitet og brintfølsomhed
    • Test af brintpermeabilitet
    • Brudmekaniske tests
    • Stor-skala komponent test
  • Måling af emissioner fra forbrugsudstyr og udstødningsgasser fra energiforbrugende og kemiske processer
  • Test af brintkvalitet
  • Effektivitet og sikkerhed i energisystemer
  • Metrologiske ydelser
    • Certificering og kalibrering af brintmålere
    • Certificering af brintfyldestationer
  • On-site inspektion – på land og offshore
  • Modellering og beregning
    • Flow simulering i brint
    • Styrke- og brudmekanisk modellering i brint
    • Digitale tvillinger
    • Gasdiffusion gennem polymerer og stål