Aguardio digitaliserer badeværelset med IoT-prisen i ryggen
Siden Aguardio vandt prisen for Årets IoT-løsning i 2021, har Vejle-virksomheden ekspanderet internationalt med sine vandbesparende sensorløsninger. IoT-prisen gav både reklameværdi og anerkendelse.
En smart genvej til besparelser og bæredygtig adfærd
Da prisen for Årets IoT-løsning blev uddelt i 2021, stod CEO Thomas Munch-Laursen på vinderpodiet blandt 19 stærke kandidater. Hans virksomhed, Aguardio fra Vejle, havde vundet prisen for den unikke IoT-løsning Shower Sensor, der kan reducere vand- og energiforbruget i bygninger. Det gør den ved at visualisere brugsmønstre og invitere til bæredygtig adfærd.
Aguardios Shower Sensor (som tidligere hed G2) tænder automatisk, når man går i bad. Enheden tager tid på badet, og gør i sit display opmærksom på, hvor længe den badende har stået under bruseren. Det tilskynder til at reducere badetiden, og resultatet er vandbesparelser på op til 29 procent.
En anden IoT-løsning fra Aguardio er Leak Sensor, som kan måle, når et toilet løber, og dermed reducere vandspild. Løsningen kan også tælle antallet af toiletskyl, hvilket både kan reducere behovet for rengøring og hjælpe til at sløjfe toiletter, der bliver brugt for lidt.
Noget af det "rigtigt IoT-agtige" ved Aguardios enheder er ifølge Thomas Munch-Laursen, at de er "plug and play". De kræver ikke WiFi, men kommunikerer via det almindelige mobilnetværk. Desuden kan brugeren let installere dem selv, uden hjælp fra en blikkenslager.
Til kamp mod vandmangel
Siden Aguardio vandt IoT-prisen i 2021, har nye segmenter og markeder fået øjnene op for den lille virksomhed med de unikke sensorløsninger. Senest er Aguardio kommet ind i bl.a. Frankrig, Tyskland og De Forenede Arabiske Emirater.
”I Emiraterne er vandet særligt dyrebart, fordi man er nødt til at afsalte havvand. Senest har vi indgået en distributøraftale med Hospitality Solution Group, som er en anerkendt leverandør til hotelbranchen”, fortæller Thomas Munch-Laursen.
I Danmark har Aguardio senest solgt 3.000 Leak Sensors af et samlet projekt på 12.000 til et boligselskab, ligesom man succesfuldt har kørt et pilotprojekt hos en kommune og en ejendomsudvikler.
I England er virksomheden ved at få et kommercielt gennembrud på et marked med stort potentiale. ”England vil simpelthen få problemer med vandmangel inden for få år, hvis ikke de gør noget”, fortæller Thomas Munch-Laursen.
IoT-prisen giver omtale og anerkendelse
Når man spørger Thomas Munch-Laursen, hvad det har betydet at blive den udvalgte blandt de mange kandidater til Årets IoT-løsning, svarer han uden tøven:
”Det betyder omtale. Vores brand og vores produkter er relativt ukendte, og derfor skal vi selv skabe markedet. I den sammenhæng giver sådan en anerkendelse et løft. Når vi præsenterer os, fortæller vi, at vi er årets IoT-løsning i Norden. Og så er det rart, at andre i branchen vurderer, at vi laver gode IoT-løsninger”.
Aguardio ville ikke betænke sig på at deltage igen en anden gang. ”Det er en mulighed for at få målt sine produkter op imod andre løsninger i markedet, og finde ud af, om de er så unikke, som man selv tror”, siger Thomas Munch-Laursen.
”Klap jer selv på skulderen”
Uanset hvilken IoT-løsning, der løber med prisen i 2022, opfordrer Thomas Munch-Laursen til, at vindervirksomheden er stolt af anerkendelsen:
”I en travl hverdag er sådan en sejr en god anledning til at stoppe op og klappe sig selv på skulderen. Den gør også, at I kan gå ud og fortælle jeres kunder, at I ikke bare har en god IoT-løsning, men Årets IoT-løsning”.
Kåringen af Årets IoT-løsning sker i regi af Nordic IoT Centre. I 2022 uddeles prisen den 29. september på Digitaliseringsmessen22 i Odense Congress Center. Sidste chance for at indstille løsninger er 31. maj.