Intelligent sensormodul til fremtidens VR-baserede træningsudstyr
Udviklingen af prototype på et intelligens sensormodul til fremtidens VR-baseret træningsudstyr til patienter bringer SYNCSENSE tættere på markedsintroduktion.
UDFORDRING
At undersøge, bygge og teste et nyt sensormodul til den næste generation af virtual reality-terapi.
Proces
Mulighederne for et nyt, bedre sensormodul er blevet undersøgt gennem en agil og eksplorativ Design Thinking proces.
Løsning
En ny, fysisk prototype på et sensormodul, som har modnet løsningen og virksomheden til næste fase i produktudviklingen.
Udfordring – den næste generation af virtual reality terapi
Fysisk inaktivitet koster Europa €20 milliarder om året – desværre med en stigende kurve, der har behov for at blive knækket. SYNCSENSE er en dansk startup virksomhed, som udvikler den næste generation af virtual reality-terapi, der gør det muligt for sundhedsprofessionelle at tilbyde personlig behandling samt gør siddende og sengeliggende patienter i stand til at tage kontrol over deres alders- og inaktivitetsrelaterede sygdomme.
Løsningen kombinerer VR-baseret exergaming (motionsspil) og video med et intelligent sensormodul, som placeres på analogt træningsudstyr, som fx pedaltrænere, der herigennem kommunikerer med VR-headsets. Denne interaktion stimulerer brugeren til mere fysisk og kognitiv aktivitet.
Proces - eksplorativ designproces til udvikling af ny prototype
InfinIT har muliggjort projektet, hvor FORCE Technology har faciliteret den eksplorative proces til udforskning og afprøvning af forskellige løsningsforslag og koncepter til, hvordan SYNCSENSEs sensormodul bør opbygges.
Gennem projektet har der desuden været deltagelse og sparring fra Københavns Universitet og Prevas A/S. Gennem design thinking-metoder og en fleksibel, agil tilgang til projektet har FORCE Technology udviklet en ny prototype på et sensormodul, som kan imødekomme de tekniske og brugsorienterede krav, der stilles i den sundhedsfaglige kontekst, produktet er tiltænkt at skulle leve i.
Løsning - tættere på markedsrealisering med et mere modent produkt
Den tidlige prototype havde blandt andet behov for at kunne kommunikere bedre med VR-headsets, at bestå af bedre, mere optimerede og fremtidssikre hardwarekomponenter samt at blive fysisk mindre for at kunne monteres på forskellige træningsredskaber.
For SYNCSENSEs CTO og co-founder Steen Petersen, der har en baggrund indenfor fysioterapi samt softwareudvikling, har målet med projektet især været at modne prototypen teknisk samt at komme tættere på et rigtigt produkt.
"Det har været en fornøjelse og en meget lærerig oplevelse at arbejde med FORCE Technology samt at være vidne til rigtig god projektledelse og meget kompetent ingeniørarbejde, der har sparet SYNCSENSE for meget besvær, omkostninger og ikke mindst tid. Projektet betyder at vi nu er i stand til at igangsætte vores rejse fra prototype til produkt, og at vi nu kan modne vores forretning signifikant", forklarer han.
CEO og co-founder Simon Bruntse Andersen, der har en baggrund i sundhed og informatik, uddyber:
"InfinIT-projektet har været utrolig vigtigt for udforskning og acceleration af udvikling af vores sensorteknologi. Vi er kommet frem til et sensormodul-design som passer godt til vores virtual reality-platform. Samarbejdet med de meget dygtige folk fra FORCE Technology, Prevas og Københavns Universitet har sikret en regulatorisk og praktisk robusthed, som har medført at vi nu er tæt på markedsrealisering. At samarbejde med nogle af de dygtigste folk i branchen giver os enorm værdi - en værdi som kan overføres direkte til vores brugere og kunder. Vi står nu klædt godt på til fremtiden!".
Næste skridt for SYNCSENSE er nu at teste den nye prototype med brugerne samt at modne forretningen og prototypen endnu mere, for at blive klar til produktion og salg.
IoT, Data and Services Innovation hos FORCE Technology
IoT, Data and Services Innovation hos FORCE Technology består af omkring 30 specialister, der arbejder med anvendt innovation – herunder at facilitere udviklingsprocesser til at skabe det helt rigtige IoT-koncept.
Vi har en innovativ design thinking-tilgang til problemløsning, forretningsudvikling og serviceinnovation samtidig med at vi har en meget specialiseret viden og erfaring inden for elektronik og hardware.
Dette gør os i stand til at bidrage med viden, services, innovation, undersøgelser og eksperter til at hjælpe alle typer af virksomheder med at udnytte potentialet i IoT – uanset om det drejer sig om kundeorienteret forretningsudvikling eller konceptudvikling inden for IoT og digitale teknologier.