En ny innovationshub skal sætte skub i brugen af kunstig intelligens i små og mellemstore virksomheder. FORCE Technology skal levere specialistassistance og stille testfaciliteter til rådighed.

9. november 2023

Under en tredjedel af Danmarks ca. 300.000 små og mellemstore virksomheder (SMV’er) benytter sig af kunstig intelligens (AI) i deres daglige forretning. Det skal den nye innovationshub AI-Boost lave om på.

Med AI-Boost får SMV’erne hjælp til at kaste sig ud i den teknologiske omstilling. De får bl.a. et AI-tjek, adgang til førende AI-eksperter, videnforløb med Københavns Universitet, CBS og DTU, workshops om finansiering og adgang til et europæiske netværk af innovationshubs.

Ved at benytte sig af AI dér hvor det giver mening for den enkelte virksomhed, opnår de små og mellemstore virksomheder en både mere konkurrencedygtig og fleksibel forretning. Brian Lohse / Chef for Center for Avanceret Sensorteknologi, FORCE Technology

AI ind i hverdagens drift

Med et AI-tjek får virksomhederne et 360 graders overblik over mulighederne for at bruge AI i den daglige forretning. Det kan være som hjælp til at løse rutineopgaver eller til at effektivisere, nytænke og skabe værdi inden for alle virksomhedens forretningsområder, som fx den daglige drift, i organisationen og i forhold til kunderelationer.

”Ved at benytte sig af AI dér hvor det giver mening for den enkelte virksomhed, opnår de små og mellemstore virksomheder en både mere konkurrencedygtig og fleksibel forretning. Det er helt forståeligt, at det kan forekomme som et stort og måske svært skridt at tage, særligt for de mindre virksomheder. Men vi håber, at tilbuddet i AI-Boost om sparring og adgang til AI-eksperter, der hjælper med at udvikle og teste en konkret AI-løsning, får virksomhederne til at se potentialet i AI og dermed springe ud i det,” siger Brian Lohse, chef for Center for Avanceret Sensorteknologi, FORCE Technology.

Klædt på med nødvendig viden

Virksomhederne får helt konkret mulighed for at deltage i et videnforløb, hvor Københavns Universitet, DTU og CBS klæder virksomhederne på med viden om teknologien bag AI, forretningsmodeller, etik og sikkerhedsudfordringer i forbindelse med brugen af AI. 

Forløbene tager udgangspunkt i virksomhedernes specifikke behov, og der vil være
mulighed for feedback og rådgivning gennem forsker- eller studentersamarbejde. 

logoer