Kæmperobotter kan revolutionere dansk skibsproduktion
I forskningsprojektet LSP Ship Factory vil forskere fra SDU sammen med FORCE Technology og 14 andre partnere automatisere dele af skibsproduktionen med robotter, AI og 3D-print. Projektet er støttet af Innovationsfonden og har et samlet budget på 47 millioner kroner.
Dansk skibsproduktion skal op i en ny liga. Det er målet med forsknings- og udviklingsprojekt LSP Ship Factory, der i løbet af de næste 4,5 år skal udvikle nye automatiseringsløsninger, som ved hjælp af kæmperobotter, AI og 3D-print vil kunne lette produktionen af alt fra færger til fregatter.
Bag projektet står forskere fra Syddansk Universitet, Danske Maritime, FORCE Technology og en lang række værfter, private virksomheder og organisationer, og projektpartnerne regner med at kunne øge produktiviteten i skibsproduktionen med op til 60-80 procent.
Udover øget produktivitet skal projektet også styrke forsyningssikkerheden og konkurrenceevnen, fastholde danske skibsbygningskompetencer og bidrage til at afhjælpe fremtidens mangel på arbejdskraft.
Leverer 3D-print og svejsekompetencer
FORCE Technology stiller som projektpartner bl.a. svejsekompetencer og sin 3D-print-facilitet på Lindø til rådighed. Planen er, at de mest komplicerede dele af det fysiske setup skal 3D-printes for at sikre høj kvalitet, samt spare tid og ressourcer.
Projektet kommer til at foregå på SDU’s Center for Large Structure Production (LSP). Centerets fysiske rammer er lige nu under opførelse på Odense Havn, herunder også den unikke 10 meter høje portalkran udstyret med fire robotarme, der kan betjene f.eks. svejseudstyr, malersprøjter og slibeskiver.
Tanken er, at robotterne skal kunne gå i gang med at producere skibsmoduler og -elementer uden programmering og direkte fra en 3D-tegning af skibet. Det har potentialet til at revolutionere hele den maritime sektor, og det vil også kunne trække noget af den ellers outsourcede produktion tilbage til Danmark.
Fakta om LSP Ship Factory
LSP er et forsknings- og innovationsprojekt støttet af Innovationsfonden. Det løber i 4,5 år.
- Der er i alt 15 partnere involveret i projektet: SDU Center for Large Structure Production (LSP), Danske Maritime, Inrotech A/S, FORCE Technology, Simfact ApS, Fayard A/S, Orskov Yard A/S, Karstensens Skibsværft A/S, Søby Shipyard A/S, Tuco Marine Group A/S, SDU Mechanical Engineering, Odense Maritime Technology A/S, Hauschildt Marine A/S, SH Group A/S og Odense Robotics.
- Projektet har fået 33 millioner kroner i støtte fra Innovationsfonden og har et samlet budget på 47 millioner kroner.