Nyt EU-projekt om test af AI-baserede produkter lanceret
Tirsdag d. 27. juni blev de såkaldte TEF-projekter lanceret, der skal bane veje for sikre test af produkter og maskiner, som gør brug af kunstig intelligens.
EU-projektet har til formål at etablere permanente test- og eksperimenterings-faciliteter (TEF), der skal hjælpe med at accelerere udviklingen af kunstig intelligens i Europa, ved at give virksomheder adgang til at teste og afprøve AI-baserede produkter på fire forskellige områder: produktion, landbrug og fødevarer, sundhed og Smart Cities og Communities.
I alt omfatter projektet 33 partnere fra 11 EU-lande i perioden 2023-2027 med et budget på EUR 40-60 mio. for hver TEF.
Tanken bag de danske TEF’er er at tage eksisterende faciliteter i brug og opgradere dem, så de kan bruges til at teste produkter og maskiner, der gør brug af kunstig intelligens.
FORCE Technology er involveret i to af de 4 TEF'er, nemlig AI-MATTERS og CitCom.AI, som hhv. omhandler AI i produktion og AI for smart cities. Bag lanceringseventet af TEF’erne projekterne står et konsortium bestående af DTU, We Build Denmark og Dansk Industri.
"Konkret betyder det, at vi i EU opretter et fast track for afprøvning af AI-baserede produkter. Specielt SMV’er, der integrerer AI i deres produkter, får en hjælpende hånd til at komme igennem den tunge fase med test og afprøvning. Herudover opretter vi også i dag en ny forening, TEF DK, som er en åben ramme for udbydere af test- og forsøgsfaciliteter for AI og robotter i Danmark, så vi kan få samlet økosystemet" siger Andreas Holbak Espersen, Digitaliseringspolitisk chef i Dansk Industri.
Tirsdag d. 27. juni blev dagen skudt i gang hos Dansk Industri, hvor bl.a. Digitaliseringsminister Marie Bjerre lagde vejen forbi. Efterfølgende blev gæster fra hele Europa inviteret til site visits hos partnere, herunder hos FORCE Technology i Hørsholm, hvor vi glæder sig til projektet:
Vi ved fra de virksomheder, der er i gang med at udvikle teknologier til den grønne omstilling, carbon capture, Power-to-X, osv., at de siger, at adgangen til testfaciliteter er afgørende for at komme ud på markedet. Der er et kæmpe ønske om, at nogle af de fremtidige teknologier er danske, og derfor skal de også have nem adgang til at teste det.Henrik Hassing / Technical Vice President, FORCE Technology
EU-Kommissionen har samlet afsat 1,65 mia. kr. til projektet frem mod 2027, hvor det efter planen derefter skal stå på egne ben.